Mad & Drikke

Fastelavn er mit navn: Se hvordan du laver lækre fastelavnsboller trin for trin

Lisa Farum giver her sin egen opskrift og videoer, som viser, hvordan du laver lækre fastelavnsboller, som både familien og måske endda også naboer og venner kan få glæde af

11. februar 2021 kl. 18:15

SÆBY: Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. Sådan starter den nok mest kendte fastelavnssang.

Men i år vil den tradition, med at gå fra dør til dør og synge, være yderst begrænset.

Karl Farum Kjærgaard var også en af de heldige, som kunne tage forskud på Fastelavnens lækkerier. Foto: Lisa Farum Kristiansen

For igen kaster coronaen sine lange og begrænsende skygger ud.

Det kan dog ikke forhindre os i at fejre denne tradition med bage fastelavnsbollerne selv, pynte dem flot, for så måske at køre ud og dele dem med andre. Der er nemlig ikke noget så dejligt, som at blive overrasket med nybagte fastelavnsboller.

Lisbeth Stenbro blev glædeligt overrasket over, at få nybagte fastelavnsboller leveret ved døren. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Derfor får I denne opskrift på Nordjyskes helt egne fastelavnsboller, som kan laves, fyldes og pyntes, nøjagtig som fastelavnsbagermesteren ønsker det.

Fastelavnsboller (25-30 stk)

50 gram gær udrøres i

3 dl lunet mælk

200 gram blødt smør eller margarine

30 gram sukker

10 gram salt

10 gram kardemomme eller vanillesukker (Begge kan udelades)

1 æg, blandes i og røres sammen

750-800 gram mel, tilsættes lidt efter lidt.

Fremgangsmåde

Dejen æltes og skal ende med at være blød, men ikke klistret. Hæver 30-60 minutter. Alt efter varme og tålmodighed.

Afvejes i små dejstykker a’ 50 gram, som trilles til boller, som trykkes lidt flade. Hæver så i 45-60 minutter, hvis man vil lave den ”åbne” udgave, hvor fyldet kommes i toppen af den hævede bolle.

Det ønskede fyld (eks. creme, syltetøj, remonce, Nutella mm.) fyldes i sprøjtepose, som efter hævning forsigtigt presses ned gennem bollens overflade og trykkes ind med et fast tryk og dybt i bollen, så fyldet nærmest bliver presset ud indvendig i dejen.

Vil man have marcipan eller chokolade i kan dette trykkes ned oveni med en finger.

Laves den ”lukkede” udgave, udrulles dejbollerne ud til de har en diameter på cirka 10 centimeter.

Det ønskede fyld lægges på midten og bollen samles i kanterne og rulles godt sammen langs kanterne, til der ikke længere er hul.

Efterhæver i 45-60 minutter. Husk, at jo mere hævetid, jo luftigere bolle. Så det er ventetiden værd.

Pensles med sammenpisket æg og bages herefter ved 200 grader i cirka 12-15 minutter til gyldenbrune.

Fastelavnsbollerne afkøles let inden de pyntes med glasur og eventuelt krymmel.

Serveres eller leveres straks. Fordi faktum er, at fastelavnsboller bare ikke bliver bedre og modtageren ej heller gladere, end når de serveres eller leveres friskbagte og stadig lune.

I toppen af artiklen kan du følge processen trin for trin og se, hvordan du selv laver de lækre fastelavnsboller.

Annonceret indhold

Nyeste