Det Blå Ishus i Tversted har fået ny forpagter.Arkivfoto: Lars Pauli
Mad & Drikke

Forpagter af Dessert Skagen udvider med forpagtning af Det Blå Ishus i Tversted

Frederikshavner med tætte bånd til Skagen indtager det kendte ishus i Tversted

19. marts 2021 kl. 13:00

Selv om det Det Blå Ishus i Tversted ikke ligger inden for Frederikshavns kommunegrænse, så har det i år fået klang af både Frederikshavn og Skagen

Det Blå Ishus har nemlig fået ny forpagter for sæsonen 2021. Det er Søren From, Frederikshavn, der har overtaget den daglige drift.

Han kommer med 25 års erfaring indenfor salg og markedsføring - senest ansat hos NORDJYSKE Medier med ansvar for Skagensområdet.

Det er Premier Is, der ejer alle de tre kendte ishuse ved nedkørslen til stranden i Tversted, og de har vægtet viden om markedsføring højt blandt ansøgerne.

Dertil har Søren From, sideløbende med jobbet hos NORDYSKE Medier og i samarbejde med sin hustru, drevet iscaféen DESSERT SKAGEN siden foråret 2019.

- Jeg har haft 14 gode år hos NORDJYSKE Medier - men tiden var inde til at kigge på nye muligheder. Så med baggrund i vores erfaringer fra vores iscafé på torvet i Skagen, lå det ligefor at tage udfordringen op i Tversted.

- Det er med respekt for tidligere forpagteres store arbejde med at gøre Tversted - og måske især Det Blå Ishus kendt blandt mange danske is-elskere - at jeg kaster mig over opgaven.

- Heldigvis har vi allerede nydt stor opbakning fra både tidligere forpagtere og leverandører - og flere af de ansatte fra tidligere år og i kombination med nye, er allerede på plads, når vi starter sæsonen fredag 26. marts.

- Desværre må vi vente lidt med den store åbningsfest på grund af coronaomstændighederne - men vi håber da, at folk stadig kigger forbi til årets første is i Påskedagene - og at de naturligvis overholder de gældende restriktioner.

26. marts klokken 11 slår Søren From dørene op. Arkivfoto: Lars Pauli

- Når vi så, forhåbentligt inden længe, kan være sammen som normalt, kommer vi da helt sikkert til at lave nogle events. Beliggenheden er jo helt unik - og med fælles interesse fra øvrige erhvervsdrivende i Tversted, håber jeg, at det bliver muligt, at skabe mange gode oplevelser for både lokale og gæster i Tversted.

- Men lige nu står den på praktisk arbejde med diverse opgaver, så vi kan være klar til den 26. marts kl. 11.

Årets nyhed i Det Blå Ishus bliver i øvrigt lækre sprøde Churros med eller uden softice samt udsøgte kaffespecialiteter.

Annonceret indhold

Nyeste