Gourmet-isene sælger godt - og trækker folk fra Gl. Skagen til Grenen
Mad & Drikke

Gourmet-is sælger på Grenen

30. juli 2021 kl. 07:00

Selv om temperaturerne nu er lidt på vej ned, har det danske sommervejr for det meste været fremragende i skolernes sommerferie, og den seneste måned har været kolossalt travl i de danske ishuse og flere af dem sætter rekord for issalget.

Danmarks nordligste restaurant, De 2 Have på Grenen, har i år åbnet isvognen De 2 Kugler, og der har været stor interesse for isene, der kommer fra gourmet-ismejeriet Kastbergs.

- Der er mange, der gerne vil have høj kvalitet, og folk snakker meget om, hvor lækkert det er.

- Vi har for eksempel fået mange kunder, der kommer helt fra Gl. Skagen for at få en is, selv om der er mange andre is-udsalg tættere på dem, siger Mette Faarkrog Hansen fra Restaurant De 2 Have.

Hos producenten, Kastbergs Gourmet Is, var der lidt nervøsitet i foråret, hvor coronaen skabte generel usikkerhed, og en kold april og en våd maj ikke rigtigt gjorde noget godt for issalget.

Men det er fuldstændigt vendt med masser af gode dage i juni og juli.

- Vi satte omsætningsrekord i juni og kommer til at gøre det igen i juli, lyder det fra direktør Jes Nordentoft fra Kastbergs Gourmet Is.

Samtidig med at appetitten på is er steget i takt med sommervarmen, har virksomheden også fået mange nye kunder blandt restauranter, cafeer og ishuse, og det er naturligvis også medvirkende til den store travlhed.

Annonceret indhold

Nyeste