Der er morgenmad og frokost på menuen hos Saxild.
Mad & Drikke

Her står menuen på easy living og lette anretninger

07. maj 2024 kl. 19:00

SKAGEN: Saxild står over for deres anden sæson i haven ved Anchers Hus og Saxilds Gaard i Skagen, og et år rigere på erfaring med stedet gør makkerparret bag status og ser ind i den nye højsæson, som står for døren.

- Sidste år var en kæmpe succes for os. Vi havde virkelig mange mennesker igennem her på Saxild, siger Clint Lundum, som sammen med Karl-Emil Sams overtog forpagtningen af stedet, efter Baghaven lukkede.

Easy living og lækre små retter

Øverst på menukortet i den gamle historiske bygning midt i Skagen står easy living, æstetik og kulturforståelse.

- Vi har fokus på det simple og rene, det naturlige og nærværende. Ligesom vi havde sidste år, fortæller Karl-Emil Lenschau Sams og forklarer, at køkkenet bruger en del lokale råvarer og netop har indgået aftale med det lokale landbrug Roligheden om levering af grøntsager til Saxilds små anretninger, som blandt andet kan bestå af rejer og pocheret æg, burrata og laks, en grillet sandwich med ost og skinke eller tomatsalat med forskellige oste og oliven, udover snacks af forskellig art.

Tomatsalat med forskellige oste.

Til forskel fra sidste års menu, vil der i år også kunne findes kødretter på menuen, når det giver mening for køkkenet.

Og menuen varierer og skifter da også efter råvarernes tilgængelighed og husets humør.

- Saxild er et dynamisk sted og vi kender ikke menuen et år frem i tiden, som vi gør på vores andre steder, siger Clint Lundum, som også ejer Restaurant Hyttefadet og sammen med Karl-Emil Lenschau Sams desuden har Sømærket Vin- og Ciderbar i Gl. Skagen.

- På Saxild er det hele lidt mere loose, og vi kan lege lidt mere med tingene, også menukortet, siger Clint Lundum.

Dj, koncerter og fællesspisninger

Makkerparret betegner selv Saxild som en café, en morgenmads- og frokostcafé, som serverer lette frokostretter, og blandt andet spejlæg og BMO (bolle med ost) til morgenmad.

Men selvom Saxild er en morgenmads- og frokostcafé, er der alligevel også planer om at aftenerne skal i spil.

- Vi satser på at aftenerne på Saxild skal i spil også med specialarrangementer, som temaaftener, fællesspisninger, som vi også havde succes med sidste år og så har vi planer om koncerter hen over sommeren og lounge-dj om fredagen i højsæsonen.

Saxild ligger i den historiske have i Saxilds gaard ved Anchers Hus i Skagen.

Første bud på særarrangementerne er koncert med Rin i samarbejde med SKAL Sound Sessions pinsesøndag den 19. maj. Og senere på sommeren er der i samarbejde med Skagens Kunstmuseer koncerter med både Vilma og Marie Key og Carl-Emil Petersen og Guldimund.

Saxilds arrangementer kan man læse mere om på Saxilds sociale medier, Facebook og Instagram.

Saxild holder lige nu åbent torsdag og fredag fra klokken 11.00 til 15.30 og lørdag/søndag fra 9.30 til 15.30.

Annonceret indhold

Nyeste