Mad & Drikke

MENY Sæby er med i opløbet om at blive kåret til landets bedste slagterafdeling

04. juli 2021 kl. 06:00

Landbrug & Fødevarer nominerer hvert år virksomheder, som gør det ekstra godt. I sidste ende udvælges tre virksomheder, som er med i kapløbet om fødevarepriser for at anerkende det store arbejde, som foregår i supermarkeder, slagterbutikker og kantiner rundt om i landet.

I år er MENY Sæby med i opløbet som en af de tre virksomheder, som er kommet med i finaleopløbet. Den endelige vinder kåres på Hindsgavl Slot ved Middelfart tirsdag den 28. september i år.

I MENY Sæbys slagterafdeling har de eksempelvis to slagtermestre, Benny Nielsen og Thomas Eriksen, og derudover knap tyve ansatte fordelt på både fastansatte og ungarbejdere, som alle er med til at levere og producere kvalitetsvarer tilsat god service.

- Der er de seneste år kommet mere fokus på lokale råvarer, økologi, den gode madoplevelse og god service i butikkerne, forklarer slagtemester Benny Nielsen og forsætter: Og ved at vi er to slagtermestre i MENY Sæby, så er vi med til at holde hinanden på tæerne, være hinandens egenkontrol og til at kunne tænke dobbelt så mange gode ideer, som én slagtermester kan. Det giver os enormt mange fordele.

Uanmeldt besøg

- I fredags fik vi uanmeldt besøg af en delegation på otte personer fra Landbrug og Fødevarer, fortæller slagtermester Thomas Eriksen.

- De kom for at tjekke kvaliteten med faglig baggrund og viden om produkter. At de mange produkter, som vi laver, rent faktisk er lavet fra bunden. Så de ved, at vi altid ved, hvad det færdige produkt indeholder, dets oprindelse og bare generel viden på et fagligt plan, forklarer Thomas Eriksen og fortæller videre: Vi har egenproduktion og laver eksempelvis produkter som rullepølser, leverpostej, ligesom vi i egen rygeovn producerer blandt andet hamburgerryg, spegepølser, bacon og grillben.

For at måle butikkens dagsform vil butikken få besøg af en eller flere mystery shoppere i løbet af sommeren, som kommer i butikken, ”forklædt” som helt almindelig kunde. Mystery shopperen kommer for at teste at dagsformen og niveauet i MENY Sæby og især slagterafdelingen altid er i orden.

- Med det i baghovedet, er vi bare endnu mere motiveret og klar til at holde standarden i slagterafdelingen henover sommeren. Fuldstændig, som vi altid har gjort, runder de to slagtermestre, Thomas Eriksen og Benny Nielsen, af i enighed.

Så hvor mange andre kan slappe af og holde sommerferie. Så kan slagterafdelingen i MENY Sæby se frem til denne sommer, som én lang eksamen. For man må jo yde sit ypperste, når nu man aldrig rigtigt kan vide om det nu er censor, som kommer forbi og handler på mystisk vis.

Annonceret indhold

Nyeste