Personalet fra Aktivitetscentret: fra venstre: Anni, Hanne, Esther, Charlotte og Karin. Foto: Privat
Mennesker

40 fik uventet besøg og en lille hilsen: Aktivitetscentret savner deres brugere

En gruppe fra medarbejdere aktivitetscentret på Østervrå Ældrecenter savnede deres brugere så meget, at de kom forbi med en lille gave til centrets brugere, da centrets aktiviteter er ramt af nedlukningen

18. februar 2021 kl. 06:00
Opdateret kl. 11:39

ØSTERVRÅ: Boller, muffins, lidt små fine ”gaver” og en lille kærlig hilsen om, at du er savnet. Det er da noget, der kan tænde lys og sprede håb i en tid, hvor de triste tanker og ensomheden nemt kan snige sig ind.

Anni, Hanne, Esther, Charlotte og Karin fra Aktivitetscentret på Østervrå Ældrecenter savner deres normale hverdag med besøg af de faste brugere.

Centret var i en lang periode lukket helt ned, og efter genåbning blev det med en del restriktioner.

– Vi har godt nok haft nogle brugere, som er fortsat med deres aktiviteter, men en del brugere kommer ikke, netop fordi de aktiviteter, de plejer at deltage i, er omfattet af restriktionerne, og derfor lukket ned, fortæller daglig leder Karin Oehlenschlæger og fortsætter:

- Vi har tænkte rigtig meget på dem, vi ikke ser og vi savner dem - nogle af dem, har vi ikke set i et helt år.

Birgit tog imod, da Charlotte kiggede forbi med en kærlig hilsen. Foto: Privat

Tanken om, at de måske også sidder derhjemme og savner fællesskabet fik de fem aktivitetsmedarbejder til at gå i aktion.

- Vi bagte boller og muffins, lavede små fine ”gaver”, hvori der også være en lille kærlig hilsen fra os i Aktivitetscentret.

- Det hele blev samlet i en lille pakke, som efterfølgende blev delt ud til alle dem vi ikke ser i øjeblikket, forklarer Karin Oehlenschlæger.

- Nu håber vi, at vi snart kan få vores ”gamle” dagligdag tilbage, og med det et skønt samvær med alle brugerne. Vi håber med vores lille hilsen, at vi på den måde kan fortælle, at vi holder af alle og glæder os til at skulle ses igen.

Der er vist ingen tvivl om, at det søde og betænksomme lille indslag ramte helt rigtigt.

40 brugere ud over by og opland fik besøg og en gave, og de uventede gæster og gaver blev modtaget med stor glæde, overraskede og glade smil.

Annonceret indhold

Nyeste