Mennesker

Amalie Thørholm giver koncert i Maskinhallen

01. februar 2020 kl. 13:32

FREDERIKSHAVN: Onsdag d. 5. feb. kl. 20 er der koncert med lokale Amalie Thørholm i Maskinhallen i Frederikshavn.

Mange Frederikshavnere husker nok Amalie og hendes band fra den store jubilæumskoncert i Arena Nord i forbindelse med byens 200-års jubilæum, en koncert, hvor mange lokale for alvor fik øjnene op for Amalies finurlige tekster, iørefaldende musik og store vokal, personlighed og karisma.

Siden Amalie Thørholm udsendte sin debut-EP i 2018, er det kun gået opad for den nordjyske sanger. Det er blevet til en masse live-jobs, festivalkoncerter henover sommeren, en landsdækkende TV-koncert og flere besøg rundt på landets radiostationer. Desuden er Amalie blevet taget rigtig godt imod på alle streamingtjenester.

I sep. 2019 udsendte hun singlen “Ingenting”, der blev anbefalet af DR’s Karrierekanon og fik airplay på både P4 og P5. Seneste udspil fra den ambitiøse sanger var julesinglen “Dæmoner og engle”, der udkom i november 2019.

- Udover at spille koncerter arbejder jeg for tiden på nye sange til et mini-album, som efter planen udkommer til april. Der er altid et hårdt men også spændende arbejde, at skabe og skrive ny musik men heldigvis har jeg igen mine faste samarbejdspartnere med på holdet, i skikkelse af guitarist Lasse Baggenæs og producer Joachim Ersgaard, fortæller Amalie Thørholm.

Og hun fortsætter:

- Jeg elsker at spille koncerter og mærke den energi og stemning som opstår mellem publikum og os, der står scenen. At denne koncert så er i min fødeby Frederikshavn og der sikkert derfor vil være mange velkendte ansigter blandt publikum, gør bare at jeg glæder mig endnu mere”

Amalie er inspireret dels af 80’erne, hvor de musikalske strømninger i dansk musik kom fra Aarhus og navnene var Thomas, Peter, Anne og Lis, men også moderne pop-artister som Julia Michaels, Folkeklubben og Burhan G inspirerer Amalie Thørholm i hendes sangskrivning.

Annonceret indhold

Nyeste