Advokatsekretær Heidi Munk (tv.), advokat (H) Lisbeth Pahl og sekretær Malene Kajgaard (th.) bliver alle en del af Advokatfirmaet Vingaardshus pr. 1. september 2020. De fortsætter alle tre på kontoret i Frederikshavn.
Mennesker

De indgår advokatægteskab

01. september 2020 kl. 09:35

Advokatfirmaet Pahl & Aaberg med base i Frederikshavn bliver en del af det Aalborgbaserede Advokatfirmaet Vingaardshus pr. 1. september 2020. I efteråret 2019 etablerede de to advokatvirksomheder et kontorfællesskab. Nu har samarbejdet så udviklet sig til et decideret ægteskab, hvor det fælles navn fremadrettet bliver Advokatfirmaet Vingaardshus med kontorer i både Aalborg og Frederikshavn.

- Vores samarbejde har fungeret rigtig godt, så ægteskabet med Vingaardshus er den helt naturlige udvikling for os, fortæller advokat Lisbeth Pahl.

Hun fortsætter på kontoret i Frederikshavn og bliver optaget som partner i Vingaardshus. Thorbjørn Aaberg trækker sig samtidig tilbage for at hellige sig færdiggørelsen af et større, kontroversielt bogprojekt vedr. Aaberg-sagen.

- Selvom vi formelt skifter navn og således bliver en del af et af de største advokatkontorer i Nordjylland, leverer vi fortsat den samme nærværende rådgivning til vores klienter, siger advokat Lisbeth Pahl, der samtidig glæder sig til at få endnu flere kollegaer på kontoret i Frederikshavn.

- Frederikshavn er et interessant marked med stort potentiale, og Pahl og Aaberg har et godt fodfæste i og omkring byen. Det er med at gribe en god mulighed, når den opstår, fortæller advokat Peter Lau Lauritzen fra Advokatfirmaet Vingaardshus.

Advokat Lisbeth Pahl har gennem årene opbygget en betydelig specialistviden inden for køb og salg af fast ejendom samt inden for det familie- og arveretlige område, det vil sige sager om f.eks. testamenter, dødsbobehandling, skilsmisse/separation, forældremyndighed, bopæl og samvær. Disse kompetencer fastholder kontoret i Frederikshavn ved sammenlægningen og bliver udvidet med tilbud om højtspecialiseret juridisk rådgivning inden for alle væsentlige juridiske discipliner til frederikshavnerne og det frederikshavnske erhvervsliv.

- Vi tilbyder altid klienten en fast advokat for at sikre et indgående kendskab til klienten og sagens særlige forhold. Med 23 advokater i baglandet kan der altid trækkes på specialistviden fra kollegaerne. På den måde sikrer vi, at vores klienter får en nærværende og personlig betjening samt effektiv rådgivning på højeste niveau, fortæller advokat Peter Lau Lauritzen, når han beskriver Advokatfirmaet Vingaardshus’ rådgivning. – Således fortsætter vi naturligvis i Frederikshavn.

- Vi havde håbet på at kunne markere ægteskabet og vores sammenlagte 90 års fødselsdag med en reception, men som coronasituationen ser ud lige nu, må vi desværre udskyde det, slutter advokat Peter Lau Lauritzen.

Fakta

Advokatfirmaet Pahl & Aaberg har 40 år på bagen og holder til i Danmarksgade 81 i Frederikshavn. Lisbeth Pahl er en særdeles erfaren advokat, som primært beskæftiger sig med familie- og arveret og fast ejendom. Lisbeth Pahl fungerer derudover også som beskikket forsvarer ved Retten i Hjørring og Vestre Landsret i Viborg og er autoriseret bobehandler ligeledes ved Retten i Hjørring.

Advokatfirmaet Vingaardshus holder til i Vingårdsgade 22 i den centrale del af Aalborg og fejrede 50 års jubilæum i 2020. Med mere end 50 kompetente medarbejdere, heraf 23 advokater, rådgiver Advokatfirmaet Vingaardshus erhvervsvirksomheder, offentlige myndigheder, organisationer og privatpersoner inden for alle væsentlige juridiske områder.

Annonceret indhold

Nyeste