Mennesker

Høgene får finsk boss

Jari Pasanen er ny træner i den nordjyske ishockeyklub

01. maj 2018 kl. 15:03

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn White Hawks har sat navn på den træner, der skal lede holdet i de kommende sæsoner.

Valget er faldet på den 53-årige finne Jari Pasanen, der senest har været træner i den bedste tyske række, DEL, hvor han har stået i spidsen for Iserlohn Roosters.

Her opnåede han i sæsonen 2015-2016 en tredjeplads i grundspillet, hvilket må siges at være lidt af en overraskelse, da holdet opererer med et af de mindste budgetter i DEL.

Jari Pasanen nåede aldrig en stor spillerkarriere, men den førte ham til tysk ishockey, hvor han i mange år spillede i de lavere niveauer.

Senere gik han i stedet trænervejen, og blev han i 2012 assistent i Iserlohn, inden han to år senere overtog posten som cheftræner, hvor han så blev indtil han blev fyret i den seneste sæson.

- Vi har igennem de sidste fire uger haft adskillige træneremner til overvejelse og vi har fået rigtig mange henvendelser fra tidligere cheftrænere i diverse ligaer.

- Vi havde naturligvis nogle vigtige kriterier som skulle opfyldes, herunder at den kommende cheftræner skulle være dygtig til at udvikle unge spillere og igangsætte en opbygning af et nyt hold som nødvendigvis ikke skulle toppe allerede i næste sæson, lyder det fra Elite Nord.

Jari har allerede været på besøg i Frederikshavn og var imponeret over vores faciliteter og Nordjyske Bank Arena, lyder det endvidere fra klubben.

Jari Pasanen har boet i Tyskland i 30 år og har tysk statsborgerskab.

Hans første aftryk som træner for høgene var at nikke ja til, at klubben henter Thomas Søndergaard i Herlev.

Thomas Søndergaard er et produkt af høgenes ungdomsarbejde og bliver i klubben genforenet med sin bror Rasmus, der er holdets anfører.

Annonceret indhold

Nyeste