Frederik Beck Nielsen i gang med at sælge Sæby Gaardslagteris hjemmelavede spegepølser. Foto: Lisa Farum Kristiansen
Mennesker

Se videoer: Frederik er gået fra ballademager til pølsemager

Frederik Beck Nielsen har klaret at gå fra at være ballademager til at finde sin rette plads. Han er nu færdiguddannet gourmetslagter og skal nu til at oplæres som pølsemager hos Sæby Gaardslagteri

24. februar 2021 kl. 14:00
Opdateret kl. 14:10

SÆBY: Selvom livet til tider kan være svært, så er der altid valg at tage. Valg, som kan være svære at tage og især de rigtige valg.

Frederik Beck Nielsen i gang med at sælge Sæby Gaardslagteris hjemmelavede spegepølser. Foto: Lisa Farum Kristiansen

For 21 årige Frederik Beck Nielsen, som er født og opvokset i Sæby, har udfordringer gennem livet været store og valgene svære, indtil der kom en adresse på livets baggage, som både havde puttet ordblindhed og ADHD ned i Frederiks rygsæk.

- Da jeg som lille kom i børnehave, havde jeg altid fart på, der skulle altid ske noget og jeg var altid fuld af gode ideer, fortæller Frederik Beck Nielsen og fortsætter:

- Disse ideer var mine forældre og pædagoger ikke altid helt enige i. Jeg blev stemplet som en ballademager, som altid var klar på at gøre noget jeg ikke måtte og som blev rasende, hvis jeg ikke fik min vilje.

Frederik Beck Nielsen havde også problemer med at sidde stille i skolen.

- Da jeg skulle starte i skole, blev de små drillerier bare værre og værre og det begyndte at blive et problem både for mig selv, men også min familie og alle andre omkring mig. Jeg kunne ikke sidde stille og deltage i undervisningen. Jeg forstyrrede de andre, var ukoncentreret og havde en konstant uro i kroppen, som ikke kunne forklares, men kun udvises, fortæller Frederik videre.

- Der var ikke som sådan nogen, der gjorde mig noget. Jeg var bare den der irriterende og mærkelige dreng i klassen, som ikke kunne finde ud af noget og blev med de udfordringer i livet et nemt offer, når der skulle drilles.

Frederik i gang ned at røre spegepølsefarsen sammen. Foto: Lisa Farum Kristiansen

- Og stadig var der ikke nogen som tænkte, at der måske kunne være andet i vejen med mig end uartighed. Jeg var bare den der urolige dreng med al for megen energi. Nogle af de sværeste skoleår for mig var fra tredje til femte klasse, fortæller Frederik Beck Nielsen.

Fyldt med uro

I skolen blev han ofte sendt udenfør døren, fordi han ikke kunne koncentrere sig.

- Min krop var fyldt med uro og jeg kunne slet ikke sidde stille. Jeg blev ofte smidt ud for døren og samtaler med mine lærere var mere reglen end undtagelsen. Når vi skulle lave opgaver, kiggede jeg altid efter min sidekammerat, fordi jeg simpelthen ikke kunne koncentrere mig om, hvad der blev forklaret og oveni ikke forstod ret meget grundet min ordblindhed. Så for mig blev idræt helt klart det fedeste fag. Her fik jeg lov til at være aktiv og bruge min energi på noget fornuftigt, siger Frederik Beck Nielsen.

- Sådan gik det stort set, indtil jeg efter utallige undersøgelser blev sendt videre til Karen Tilma, som er speciallæge i pædiatri (børnesygdomme) med børnelægeklinik i Brønderslev, fortæller Frederik videre. - Vi fik en tid hos Karen Tilma, hvor jeg fik taget blodprøver, som udløste diagnosen ADHD. En diagnose, som jeg den gang ikke forstod den fulde betydning af. Herefter blev mine forældre kaldt til samtale på skolen, hvor både mine lærere og skoleinspektør var til stede, forsætter Frederik Beck Nielsen.

- Der blev snakket om, hvad der skulle ske og om at det ville være bedst for mig, at komme i en specialklasse. Mine forældre fortalte mig, hvad der var blevet snakket om. Jeg brød helt sammen, for jeg ville bare være som alle de andre. Jeg skulle overhovedet ikke i nogen specialklasse. En holdning, som jeg dog efter nogen tid ændrede, hvorefter jeg i samarbejde med mine forældre og skolen besluttede, at jeg skulle prøve at skifte til en specialklasse. I starten syntes jeg, at det var pinligt at gå der og kunne jeg undgå mine venner fra min tidligere klasse, så gjorde jeg det. Men da vi rykkede en klasse op og fik nye lærere var faktisk helt okay og det blev helt fedt, at være en del af noget, hvor vi alle sammen havde et fællesskab i at skulle kæmpe lidt ekstra for noget.

Han fik en skolepraktik, som siden førte til en læreplads.

Bjarke Jacobsen skal som primus motor sammen med Thomas Heden uddanne Frederik Beck Nielsen i pølsemageriets kunst på Sæby Gaardslagteri. Foto: Lisa Farum Kristiansen

- Omkring fjorten års alderen fik jeg efter en skolepraktik arbejde som vaskedreng i slagterafdelingen hos MENY i Sæby. Og da jeg blev sytten år, kom jeg i lære som gourmetslagter. En uddannelse, som jeg færdigjorde her den 31. januar i år.

- Jeg har været meget glad for, at være i lære hos MENY Sæby, som jo har kendt mig siden fjorten års alderen og derfor vidste, hvad de gik ind til. De har lært mig meget om mig selv og har givet mig lov til at udvikle mig selvstændig, hvilket har givet mig mange ting at arbejde med. Så jeg er glad og stolt af at have været end del af og at være udlært i MENY Sæby.

Job hos Sæby Gaardslagteri

Men Frederik ville gerne uddanne og dygtiggøre sig endnu mere og fik kontakt med Thomas Heden og Bjarke Jacobsen, der sammen driver Sæby Gaardslagteri, som ligger på Ålborgvej 108 ved Sæby.

- Vi havde længe, grundet travlhed med både slagtning og salg i butikken, snakket om, at vi skulle have et par ekstra hænder i firmaet, forklarer Thomas Heden.

- Og da vi gerne vil forsøge at udvikle vores sortiment af spegepølser, til også at lave eksempelvis grillpølser og frankfurtere, faldt det helt naturligt, at få en elev ind som den ekstra hjælp. Og da Frederik har den store fordel, som uddannet gourmetslagter, at han allerede kan bruge en kniv helt fra starten, så giver det os muligheden for at tage ham med i hele processen og vi kan dermed tilbyde ham både det og en uddannelse som pølsemager.

Det er en uddannelse, som tager halvandet år, hvor af de tre af månederne er på skole, fortæller Bjarke Jacobsen, som bliver manden, der skal oplære Frederik i faget.

Det tager cirka fjorten dage at fremstille en spegepølse. Fermenteringen af spegepølsen, er starten af modningsprocessen for en spegepølse, som både kræver rygning og tørring. En proces, som er med til at give spegepølsen både smag og den rette konsistens. Foto: Lisa Farum Kristiansen

- Det er meningen at Frederik skal være med i det hele her på gårdslagteriet. Lige fra grisen ankommer her i levende live, til parteringen, til den skal sælges i en eller anden form bag disken. Så om det er som fars, pølser, stege, koteletter, hamburgerryg eller spegepølser, så kender Frederik grisens vej fra stald til bord, forklarer Bjarke Jacobsen.

- For på Sæby Gaardslagteri ved vi og kan stå ethundrede procent inde for, hvad vi producerer og sælger, runder de to slagtere, Thomas Heden og Bjarke Jacobsen, samstemmende af.

Flotte og fyldte spegepølser klar til rygeovenen. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Sæby Gaardslagteri tilbyder blandt andet fulde parteringer af grise. Et gårdslagteri, hvor man kan komme med egne grise og få dem slagtet. Som på et hvert andet slagteri kommer der en dyrelæge og tjekker og godkender, så alle formaliene er i orden.

Så tag turen ud på Sæby Gaardslagteri, hvor Frederik står klar bag disken med god betjening, en frisk bemærkning og aller vigtigst,- mod på livet og endnu en uddannelse, trods livets baggage.

Annonceret indhold

Nyeste