Som altid lige til højre for borgmesteren finder vi John Kristensen. I dag er det han sidste arbejdsdag på Rådhuset. Billedet er fra et  af krisestabsmøderne her under pandemien. Foto: Lars Pauli
Mennesker

Sidste dag på jobbet: John stopper efter næsten 40 år i kommunen

Borgmesterens kommunale soulmate, John Kristensen, forlader rådhuset for sidste gang

29. april 2021 kl. 06:00

En knap 40 år lang karriere i Frederikshavn Kommune slutter i dag torsdag 29. april, hvor økonomidirektør, John Kristensen går på pension.

Han forlader en kommunal organisation, der har nydt godt af den usædvanlige kombination af stærk tal-mand, ekstraordinært formidlingstalent – og børnehavemedhjælper.

2014 var ærligt talt et rigtigt møgår for Frederikshavn Kommune.

Alligevel markerer året et positivt vendepunkt.

Det var nemlig året, hvor John Kristensen blev sat i spidsen for det utaknemmelige projekt, at vende det økonomiske underskud, som kommunen stod i, til balance. Det krævede, at økonomien blev bremset hårdt op.

Og selvom man sjældent bliver båret frem med klapsalver, når man er manden med lommeregneren, der bebuder besparelser, så lykkes det på forunderlig vis at få skabt et fællesskab og en samhørighed omkring opgaven.

En succes i en – sagt på godt nordjysk - træls situation, som kommunaldirektør, Mikael Jentsch i dag ikke tøver med at give John Kristensen en stor del af æren for:

- Som organisation er vi afhængige af, at alle forstår, hvor vi står. Især på økonomi.

- Hvis jeg sætter John til at forklare noget kompliceret økonomi, så forstår alle det. Og det skaber følgeskab.

- Han burde vel egentlig have været lærer – men han er ikke belærende, siger Mikael Jentsch.

Og det er faktisk ikke helt ved siden af, for John Kristensen har et CV, der nok sjældent ses i det danske kommunale ledelses-lag.

I 1978 blev John Kristensen nemlig uddannet skatterevisor i det, der dengang hed Amtsskatteinspektoratet.

Men han savnede de menneskelige relationer, som tallene ikke byder på.

Derfor tog han det – for en skatterevisor - usædvanlige karrieretræk, at han sagde op, for i stedet at tage arbejde i en børnehave.

Her var han i fire år, og dermed startede en kommunal karriere, der med årene bød på først økonomimedarbejder i Socialforvaltningen til myndighedschef på hele det sociale område, og fra 2014 altså økonomidirektør med sæde i direktionen.

Selv siger han beskedent:

- Jeg er bedst til tal – men det er det sociale område, som mit hjerte banker for. Og selv efter de mange år på ledelsesgangene, så ser John Kristensen stadig mest sig selv som socialarbejder.

Og netop forbindelsen mellem mennesker og økonomi fremhæver borgmester Birgit S. Hansen som en af John Kristensens største kvaliteter.

- Der er altid et menneske bag hver eneste krone, vi bruger. For John handler det ikke om penge, men om, hvad de penge, kan gøre for vores borgere. Han er så optaget af økonomi, fordi det er vores allesammens penge – og de skal bruges klogt. Jeg tror, han er ligeså optaget af kommunens ve og vel, som han er for sit eget hjem, siger Birgit S. Hansen med et glimt i øjet.

Men glimtet vendes hurtigt til vemod, når man nævner en tid på rådhuset uden John Kristensen.

- Han bliver et savn. Jeg tænker, jeg skal have sådan en af de der figurer, der kan nikke med hovedet. Den skal forestille ham og stå på mit skrivebord. Og så kan han stå der og nikke nej, når vi bruger for mange penge.

- Hans systematik er jo helt ned i, at han bogstaveligt talt altid sidder til højre for mig, når vi taler sammen - han er min højre hånd. Det kommer jeg til at mangle, siger Birgit S. Hansen med en tydelig ærgrelse over at miste, hvad hun selv kalder, sin kommunale soulmate.

Et arbejdsliv, der har gjort en forskel for det kommunale Danmark, slutter nu.

Og det understreges da også kun af, at økonomien i Frederikshavn Kommune nu er på så sikker grund, at direktør-stillingen for økonomi nedlægges.

I stedet fordeles opgaverne og en ny stilling som centerchef for økonomi og personale oprettes.

Med andre ord har manden med den kedelige revisor-uddannelse, den ekstraordinære evne til at forklare komplicerede økonomiske udfordringer, så alle er med og det store hjerte for det sociale endnu en ting at putte på CV’et: Mission Accomplished.

Annonceret indhold

Nyeste