I England dystes der netop i Ginetta
Mennesker

Silas Rytter får internationalbanedebut i England

03. august 2021 kl. 16:45

Det handler om at slå til, når man får et godt tilbud. Det gælder også i motorsportens verden - og det er præcis, hvad Silas Rytter har gjort i sin sommerferie.

Den nordjyske racerkører har fået mulighed for at deltage i et løb i det britiske Ginetta GT5 Challenge-mesterskab, som køres på Snetterton-banen.

Gennem sin aftale med STEP Sports Management opstod muligheden for at køre et løb for Breakell Racing, et team som har mange års erfaring med både Ginetta-raceren såvel som større og kraftigere racerbiler.

Silas kommer i hård konkurrence i (Fotograf: Ginetta Cars UK)

Bilen er magen til den bil, Silas kører i Danish Endurance Championship (DEC), men bortset fra den nye bane som skal føjes til repertoiret, så er det skrappe konkurrenter i helt ens biler, som Silas skal prøve kræfter med. Og det glæder hovedpersonen sig til:

- Morten (Dons, Silas’ manager, red.) vurderede at tiden var inde til at tage et skridt opad, for jeg har godt styr på bilen allerede.

- Nu får jeg mulighed for at prøve mig selv af mod nogle dygtige konkurrenter som kører i præcis samme bil som jeg selv - det kommer til at blive en spændende udfordring, fortæller Silas Rytter, som får følgeskab af sin manager på turen til England.

Morten Dons er ikke i tvivl om, at løbet i England kommer til at gøre Silas endnu dygtigere og forberede ham yderligere til fremtiden:

- Silas har hurtigt vist sig som en kompetent kører i vores egen Ginetta, men i DEC-mesterskabet er vi den eneste Ginetta G40, så det er svært at få en præcis måling på hvor god, Silas egentlig er.

- Ved at køre et løb i en klasse med helt ens biler får Silas en unik mulighed for at se hvilket potentiale, der kan arbejdes med, fortæller Morten Dons, og tilføjer:

- Løbet handler ikke om at komme hjem med pokaler, men med vigtige erfaringer, som både kan give ham en god afslutning på sæsonen hjemme i Danmark - og en god start på en international karriere.

Annonceret indhold

Nyeste