Mennesker

Ung mand - store filmdrømme

Oliver Krogsgaard er 15 år og går i folkeskolen. Til september rejser han til London for at sætte gang i sit eget filmprojekt

01. maj 2018 kl. 13:20

FREDERIKSHAVN: Filminstruktøren Steven Spielberg blev født i 1946 i Cincinnati i USA.

Han var 26 år, da han skabte sin debut- og gennembrudsfilm, der i øvrigt hed "Duellen". Nogle husker måske stadig det tænderskærende drama om den store dieselosende tankvogn, der terroriserer en tilfældig bilist på vej gennem det amerikanske ørkenlandskab.

"Duellen" satte gang i en filmproduktion, der i dag er anerkendt som én af tidernes mest betydningsfulde.

Oliver Krogsgaard derimod er 15 år, og går stadig i folkeskolen i Frederikshavn. Og umiddelbart er der meget langt fra dén tilværelse til Spielbergs privilegerede liv i Hollywoods inderkreds.

Men sammenligningen er nu ikke helt ved siden af, for Oliver Krogsgaard er nemlig ikke nogen helt normal folkeskoleelev.

Han har en instruktør i maven, og der er ikke tale om en drengedrøm, der eventuelt kan blive til virkelighed en gang i fremtiden.

Oliver Krogsgaard har tidligere lavet et par kortfilm, men nu barsler han med et fuldt filmmanuskript, og til efteråret indleder han de første forhandlinger om at realisere det til en færdig spillefilm.

- Jeg har lavet et manuskript til en film, som handler om to unge mennesker, der besøger den by, som deres forældre voksede op i. Byen er lille, og de to bliver konfronteret med rygter om deres forældre. Rygter, de ikke anede noget om, og så udvikler tingene sig.

- Filmen er en blanding af drama og komedie, og i september rejser jeg til London for at holde nogle møder med forskellige folk om filmen. Blandt andet håber jeg, at møderne fører frem til, at produktionen af filmen kan foregå i London, siger Oliver Krogsgaard.

En privat investor har skudt penge ind i filmprojektet, så det har været muligt at indkøbe kamera og lydudstyr, og nu er planerne så fremskredne, at der faktisk allerede er fundet skuespillere til de forskellige roller.

Oliver Krogsgaard har selv været med til at udvælge dem.

- Jeg har fundet de folk, der skal spille med i filmen. Det gjorde jeg blandt andet i forbindelse med en casting, som jeg lavede over Skype.

- Her var der 15 interesserede, og der var folk fra både København og Århus, der godt ville være med. Fælles for skuespillerne er, at de har en kæmpe passion for film, og det er de også nødt til at have, for de skal i første omgang arbejde ulønnet. Men skulle min film blive et kæmpehit, så har vi allerede aftalt en fordeling, siger Oliver Krogsgaard.

Der skal nok være dem, der rynker på næsen over, at en 15 årig folkeskoleelev går med planer om at igangsætte et større filmprojekt. Har det mon nogen gang på jord, kan man høre dem sige.

Og Oliver Krogsgaard er ofte blevet konfronteret med synspunktet. Men det rører ham ikke.

- Der har været delte meninger om, hvorvidt det var godt at gå i gang med projektet. Nogen sagde til mig, at det var alt for stort og uoverskueligt. Men jeg talte også med folk - blandt andet nogle professionelle filmskabere - som syntes, jeg bare skulle gå i gang. Aske Bang - som blev Oscar-nomineret for kortfilmen Silent Nights og vandt en Robert for den - sagde eksempelvis til mig, at når man har min passion for sagen, så skal man ikke lade noget holde sig tilbage. Så er det bare med at gå i gang. Det har jeg valgt at lytte til.

Og det kunne godt se ud til, at omgivelserne er ved at acceptere, at filmdrømmen er tæt på:

- Efterhånden oplever jeg kun positive kommentarer, og det giver mig faktisk et ekstra boost. Jeg føler mig klar. Nu skal jeg bare i gang med den film. Og selvfølgelig skal jeg instruere den selv, siger Oliver Krogsgaard.

Enhver drøm har sit afsæt, og enhver inspiration har sin fader.

Det ved Oliver Krogsgaard alt om.

Han har ladet sig begejstre af mange filminstruktører, men han betragter især to som sine forbilleder:

- Der er en dansk instruktør, der hedder Mehdi Avaz. Han lavede den film, der hedder "Mens vi lever". Ham ser jeg op til, for han stod i præcis samme situation som mig. Han havde nogle gode ideer til forskellige film, og han lod sig ikke gå på af noget. Tværtimod forstod han at banke de rigtige døre ind. Det inspirerer mig. Og så kan jeg heller ikke undlade at nævne mit største forbillede, som er James Cameron. Han stod bag film som "Titanic" og "Avatar", og han er et multitalent. Han kan noget, som de andre ikke kan. Hans filmsprog er unikt, og så står han i øvrigt ofte selv bag kameraet, siger Oliver Krogsgaard.

Hvis alt udvikler sig efter de tanker, som Oliver Krogsgaard går rundt og gør sig, så indledes optagelserne til hans spillefilm en gang i sommeren 2019.

Senere i år bliver det altså afklaret, om det hele kan foregå i London. Men uanset hvordan fremtiden ser ud, så har Oliver Krogsgaard udset sig en vej for sin videre karriere.

- Film skal være min levevej. Det kunne jeg vildt godt tænke mig, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det også bliver tilfældet.

Annonceret indhold

Nyeste