Mennesker

Ved du heller ikke, hvad dette skilt betyder?

08. januar 2021 kl. 11:00

Et nyt skilt er dukket op. Det står, blandt andre steder, ved busterminalen i Frederikshavn.

Nordjyllands Trafikselskab oplyser på sin hjemmeside, at skiltet betyder ”Knudepunkt for bl. a. kollektiv trafik og samkørsel”

Skiltet er placeret på steder, hvor der i forvejen kører busser eller tog, og hvor det er naturligt at ture med flextrafik eller privat samkørsel starter eller slutter.

Tanken er, at skiltet blandt andet kommer til at fungere som et let genkendeligt punkt, som chaufføren og passagerer kan finde hinanden ved, hvis de ikke kender hinanden i forvejen.

Skiltet er i øvrigt godkendt af Vejdirektoratet og er et nationalt dækkende symbol for knudepunkt. Der er enighed blandt alle trafikselskaber i Danmark om symbolet, men det er her i Nordjylland, at det er kommet op først.

Knudepunkt er et sted, hvor forskellige transportformer mødes. Det kan være både offentlig transport og private mobilitetsordninger, som supplerer hinanden og sikrer, at der er gode forbindelser til og fra stedet.

Der er opstillet knudepunktsstandere i hele Region Nordjylland, der er med til at sikre at ens skift mellem transportformer foregår så nemt som muligt.

Annonceret indhold

Nyeste