Margrethe Ruggaard fejrer 30 årsjubilæum som blomsterhandler i Le Pac.
Shopping

Margrethe i Le Pac fejrer 30 år med blomster

09. september 2023 kl. 14:01

Lørdag 16. september er det præcis 30 år siden, Margrethe Ruggaard startede i lære hos Helene Glerup i Idé Blomster i Søndergade, og det fejrer hun med en butik fuld af fantastiske tilbud samt reception om eftermiddagen. Le Pac er i dag en meget anderledes butik, end den Idé Blomster, hvor Margrethe Ruggaard startede sin karriere som blomsterpige.

- Der er sket meget i branchen gennem de 30 år, men blomster er stadigvæk blomster, og de er fantastiske at arbejde med. Jeg elsker blomster, elsker at være kreativ med blomster og ikke mindst at mærke alle de følelser og kærlighed, kunderne lægger i valget af buketter og andre gaver, siger Margrethe Ruggaard.

Hun havde kun været udlært nogle få år, da Helene Glerup ønskede at sælge sin butik. Først kiggede Margrethe Ruggaard sig om efter et andet job, men det endte med, at hun overtog butikken, og samtidig byttede hun hus med Helene Glerup.

- Som blomsterhandler arbejder man rigtig mange timer, og derfor ville jeg bo, hvor jeg arbejder. Vores søn var i skolealderen, og han skulle ikke komme hjem til et tomt hus, siger Margrethe Ruggaard.

Gaveæsker er et godt supplement til buketterne.

Det var i 2001, og butikken var nogle år tidligere flyttet over på den anden side af Søndergade til den nuværende placering. Otte år senere skulle der sket noget nyt. Butikken fik nyt navn inspireret af det franske le paquet (pakken eller gaven) og et nyt koncept, hvor fokus netop var på gaver og ikke kun blomster.

- Blomsterne er stadig i højsædet, men det er spændende at kunne tilbyde nogle anderledes gaveideer. Det har kunderne taget godt imod. Det kan være smykker, sæber, lækkerier og pyntegenstande, men det er svært og en evig jagt at være før supermarkederne. Når de først har taget et produkt ind, har jeg ingen chance for at være konkurrencedygtig. Så må jeg have de næste nyheder klar, siger Margrethe Ruggaard.

Navneskiftet og det ny koncept med flere gaveideer betød samtidig en ændret hverdag. Fra at have haft fire-fem ansatte drev Margrethe Ruggaard nu Le Pac sammen med sin søster Charlotte Suhr og uden ansatte. Da Charlotte efter nogle år valgte at gå andre veje, fortsatte Margrethe Ruggaard samme koncept og med kun en enkelt ansat.

Le Pac har fået ny facade, og Margrethe Ruggaard glæder sig til at vise butikken frem ved jubilæet.

Le Pac er med i Euroflorist-samarbejdet, som betyder at man altid kan levere en buket i 82 lande verden over. Det er også via dette samarbejde, at Le Pac har sin webshop, som er uundværlig. En betydelig del af Le Pacs omsætning kommer fra begravelser, som det er tilfældet i de fleste blomsterbutikker. Begravelserne betyder volumen og mulighed for at have et bredt udvalg af friske blomster.

Margrethe Ruggaard og Le Pac er kommet godt igennem de senere års kriser, både corona, energikrise og inflation. Corona-perioden blev en ganske travl tid, for når man ikke kunne ses med familie og venner, kunne man jo sende en buket. Medarbejderen Tina Jensen var hjemsendt, men måtte hurtigt kaldes på arbejde igen. Inflation og energikrise har været hårdere, men igen har Margrethe Ruggaard oplevet, at selv om folk holder meget igen i krisetider, så tillader de sig alligevel den lille luksus i hverdagen, fx blomster.

Energikrisen har fået Margrethe Ruggaard til at energirenovere bygningen og samtidig give butikken ny facade, så den står knivskarpt til jubilæet. Og så har hun aftalt med Tina, at de i hvert fald tager 10 år mere med smukke blomster og spædende gaver til den store kundekreds.

Annonceret indhold

Nyeste