Der bliver tale om en klassisk pokalbasker, når Vendsyssels 1. divisionshold skal en tur til Strandby for at møde det lokale serie 3-hold. Foto: Claus Søndberg
Livet her

David mod Goliat i pokalen: - Det var sådan en kamp, vi havde drømt om

Strandby-Elling-Nielstrup fra serie 3 ser frem til mødet med Vendsyssel FF

10. juli 2021 kl. 15:18

FODBOLD: Frokostpausen var fredag lidt mere interessant for Kenneth Blaamaier, end den normalt er. Der var nemlig pokallodtrækning til første runde af Sydbank Pokalens hovedturnering, og her var Kenneth Blaamaiers mandskab Strandby-Elling-Nielstrup IF med i bowlen.

- Det passede meget godt med, at jeg kunne bruge middagspausen på jobbet til at følge lodtrækningen online. Det var meget spændende at følge med, for det er første gang, at Strandby-Elling-Nielstrup IF er kommet så langt i pokalturneringen, siger Kenneth Blaamaier.

For at sikre sig plads i første runde af den landsdækkende del af pokalturneringen har Strandby-Elling-Nielstrup IF været igennem en række pokalkampe mod andre nordjyske hold for at kvalificere sig. Klubsamarbejdet med udgangspunkt lidt nord for Frederikshavn er netop rykket ned i serie 3, men nu venter der en opgave af en lidt anden kaliber.

- Da der var seks-otte bolde tilbage i bowlen, kunne jeg godt se, at hold som Hobro og Vendsyssel endnu ikke var trukket, og de var jo vores drømmemodstandere, så der begyndte det at blive lidt ekstra spændende, siger Kenneth Blaamaier, der med glæde kunne konstatere, at det blev til et møde med Vendyssels 1. divisionsmandskab.

- Det var lige netop sådan en kamp, vi havde drømt om. Det er en mega fed lodtrækning. Nu får vi en på opleveren, og det er meget sjovere end at ryge ud til et serie 1-hold, som vi også kunne have trukket, siger Kenneth Blaamaier.

Da kampen mod Vendsyssel FF var en realitet, begyndte det for alvor at bimle og bamle hos serie 3-træneren.

- Formanden er ellevild og er allerede i gang med at planlægge et større arrangement. Spillerne er helt oppe at køre, og jeg tror aldrig, vi har haft så nemt ved at stille hold, for der er mange, der allerede har meldt sig klar til kampen, siger Kenneth Blaamaier.

Der er da heller ingen tvivl om, at det er en kamp, der kommer til at blive husket i klubsammenslutningen.

- Det er en af de største - hvis ikke den største kamp - i klubbens historie. Det er noget, som vi allerede glæder os meget til. Når vi endelig er nået så langt, er det meget sjovt, at vi trækker et hold som Vendsyssel. Det kunne vi ikke have ønsket anderledes, siger Kenneth Blaamaier.

Han er helt på det rene med, at det vil kræve et pokalmirakel, der er større end Skagens legendariske sejr over Brøndby i 1987, hvis Strandby-Elling-Nielstrup IF skal besejre 1. divisionsholdet fra Hjørring.

- Nu har der jo været lidt uro i Vendsyssel med deres ejerforhold og sådan noget, men jeg ved godt, at det bliver meget svært for os. Omvendt skal vi jo tro på en sejr, og det er nok ikke et helt skidt tidspunkt at møde dem på, siger Kenneth Blaamaier.

Strandby-Elling-Nielstrup IF skal i sin første turneringskamp i serie 3 møde Lundergård fra Hjørring, men nu kommer der er et andet Hjørring-hold på besøg nogle dage inden. Netop pokalkampen mod Vendsyssel kan måske være med til at gøre opstarten lidt lettere for serie 3-træneren.

- Med alle de spillere, der har meldt deres interesse for at spille pokalkampen, så må vi jo se, hvem der kommer til træning. Det kan godt være, at det kan være med til at hjælpe lidt på træningsfremmødet, siger Kenneth Blaamaier.

Første runde af årets pokalturnering skal spilles i dagene mellem 3. til 5. august. Det endelige kamptidspunkt er ikke fastlagt, men det ligger dog fast, at Strandby-Elling-Nielstrup har hjemmebanefordel.

Annonceret indhold

Nyeste