Foto: Henrik Bo
Livet her

Frederikshavn har trodset logikken: - Er stolt af de her drenge

Ishockeyspillerne fra White Hawks møder et bedre hold i kvartfinaleserien, men en solid defensiv har givet dem chancen for at tage Esbjerg ved næsen

24. marts 2021 kl. 06:24
Opdateret 20. maj 2022 kl. 15:09

ISHOCKEY: Esbjerg Energy var på forhånd favoritter og har også domineret hovedparten af de seks første kvartfinalekampe mod Frederikshavn White Hawks. Alligevel har nordjyderne med tirsdagens 3-2-sejr i overtiden tvunget slutspilsserien ud i en syvende og afgørende ishockeykamp.

- De har nogle større profiler end os, men jeg skal da hilse og sige, at vores hold fighter røven ud af bukserne, og det er derfor, at vi nu står foran en syvende og afgørende kamp. Jeg er sgu stolt af drengene, siger White Hawks-direktør Henrik Andersen.

Esbjerg havde et massivt overtag i tirsdagens kamp i Frederikshavn, hvor de vandt skudstatistikken 47-16.

- Vi må erkende, at Esbjerg set over 60 minutter var klart det bedste mandskab, men vi fik tilkæmpet os en 2-1-føring til tredje periode, og vi holdt faktisk flot stand. Derfor var det også bittert, at de udlignede med bare 23 sekunder igen, siger Henrik Andersen.

Filip Larsson har været en god mand for Frederikshavn i slutspillet. Foto. Henrik Bo

Målmand Filip Larsson, der stod helt fantastisk, lignede i sekunderne efter en slagen mand, men skuffelsen blev vendt til en fornyet energi, da overtiden blev skudt i gang.

- Vi snakkede om at komme hurtigt videre og holde hovedet højt, for vi var stadig kun ét mål fra at vinde. Så egentlig følte jeg mig rimelig sikker på, at vi nok skulle tage den i overtiden, siger en kæphøj Sebastian Brinkman.

Han scorede målet til 2-1 højt i modsatte hjørne for Esbjerg-keeper Mads Søgaard, og det var samme opskrift, Christopher Frederiksen brugte til at score sejrsmålet fire minutter inde i ekstratiden.

- Han sætter sig ofte ned, når man skyder, så vi har snakket om, at vi skal skyde højt. Jeg tror dog, at jeg fik hjælp af, at min afslutning ramte en stav, mens Christophers bare var fantastisk sat ind, siger Sebastian Brinkman.

Her må Esbjerg-keeper Mads Søgaard give fortabt overfor Christopher Frederiksens afslutning i overtiden. Foto: Henrik Bo

Hoveddommeren brugte dog lang tid på at kigge scoringen igennem, før han godkendte den. Det undrede White Hawks-direktør Henrik Andersen.

- Det kan godt være, at målmanden skubbede til målet, men det var i samme øjeblik, som pucken gik ind, så jeg mener slet ikke, det var nødvendigt at gå ud og kigge den igennem, siger han.

Fredagens syvende og afgørende kamp spilles på fredag i Esbjerg med kampstart kl. 19.30.

- Man ved, at i en syvende kamp kan alting ske, for her spiller nerverne også ind, og det er nogle små ting, der kan blive afgørende. Så vi glæder os helt vildt til at tage til Esbjerg på fredag, og jeg har faktisk en god fornemmelse, siger Henrik Andersen.

Annonceret indhold

Nyeste