Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Livet her

Lucas Bjerregaard vender blikket væk fra USA

Den nordjyske golfspiller bliver snart far til sit andet barn og står dermed parat til at forlade årets første turnering i Abu Dhabi

18. januar 2021 kl. 06:10

GOLF: Lucas Bjerregaard har et roligt øjeblik i lufthavnen, hvor han kan finde tid til et par spørgsmål. Frederikshavneren er på vej mod Abu Dhabi, hvor European Tour i næste uge tager hul på kalenderåret.

Men det kan meget vel gå hurtigt den anden vej mod hjemmet i Monaco.

- Vi venter os en lille dreng i starten af februar. Han er en stor én, så det er sandsynligt, at han kommer lidt tidligt. Så jeg var også i tvivl, om jeg skulle tage til Abu Dhabi. Jeg står på standby til at kunne flyve hjem hvilken som helst dag, fortæller Lucas Bjerregaard.

- Efter den her turnering spiller jeg nok først i Oman til marts, tilføjer han.

Til den seneste sæson sikrede Lucas Bjerregaard sig medlemskab på den amerikanske PGA Tour efter en række gode resultater i 2019-sæsonen. Det er forlænget til denne sæson oven på coronapandemien.

Men der kommer ikke til at være de samme muligheder som tidligere.

- Jeg har det samme kort, men de har ændret lidt i min kategori og slået den sammen med nogle andre. Så jeg står ikke lige så godt som sidste år og kan ikke komme ind i så mange turneringer. Jeg melder mig til nogle og kommer jeg ind, når det passer, så spiller jeg nok der nogle gange, siger han.

Dermed kommer frederikshavneren primært til at kigge i retning af de europæiske golfbaner gennem 2021-sæsonen.

- Men jeg fokuserer på European Tour og vil spille mig ind på det niveau, som jeg før har haft der. Så skal jeg nok få lov til at spille mere i USA igen på et andet tidspunkt, siger Bjerregaard.

Han har vundet på European Tour to gange - i 2017 og i 2018. Først sejrede han ved Portugal Open, hvor danskeren efterfølgende fulgte op med en sejr i Alfred Dunhill Links Championship det efterfølgende år.

Annonceret indhold

Nyeste