Der har tidligere været godt fyldt med folk på Nordjyske Bank Arena i Strandby, hvor en potentiel modstander sandsynligvis også venter i landspokalens første runde, i og med, at Serie 3-klubben formodentlig vil være den lavere rangerede part. Arkivfoto: Kurt Bering
Livet her

Plaster på såret efter nedrykning: Serieklubber i Nordjylland skriver historie

Serieklubber som Strandby-Elling-Nielstrup IF og Skalborg SK har spillet sig frem til landspokalens første runde

08. juli 2021 kl. 19:03
Opdateret kl. 19:55

FODBOLD: Fredag trækkes der lod til pokalturneringens første runde. I alt 92 klubber fra hele landet er tilbage i turneringen.

En del klubber er end ikke trådt ind i turneringen endnu, mens en del serieklubber allerede har mange pokalkampe på bagen i indeværende sæson, idet de har skullet kvalificere sig til den landsdækkende del.

I alt ni nordjyske klubber er videre til den første landsdækkende runde - enten via kvalifikation eller automatisk indtræden.

Nordjyske serieklubber som Strandby-Elling-Nielstrup IF og Skalborg SK fra henholdsvis serie 3 og serie 2 er iblandt de klubber, der er kommet så langt.

I den første runde inddeles alle klubber efter et geografisk kriterie. Klubberne fra lokalunionerne i Midt- og Nordjylland er således blandet sammen. Derfor kan i alt 20 klubber ramle ind i hinanden. Det lavest rangerede hold vil få hjemmebane.

De kan derfor komme ud for at skulle møde tidligere superligaklubber som Hobro IK og Vendsyssel FF, som er de højest rangerede klubber i kredsen Midt- og Nordjylland.

Og netop en af de to klubber håber Strandby-Elling-Nielstrup IF på at trække i morgendagens lodtrækning, der finder sted i København.

- Vi håber på at møde enten Vendsyssel eller Hobro. Det må være drømmescenariet for sådan en lille klub. Det ville betyde noget for både klub og for by. Det er ikke sikkert, at spillerne igen kommer til at møde professionel modstand. Det ville være stort at måle sig med, siger klubbens førsteholdstræner, Kenneth Blaameier.

Disse nordjyske klubber er kommet til pokalturneringens første runde

NordicBet Liga:

Hobro IK

Jammerbugt FC

Vendsyssel FF

2. division:

Thisted FC

Danmarksserien:

Nørresundby fB

Serie 1:

Aalborg Freja

Kvik Aalestrup

Serie 2:

Skalborg SK

Serie 3:

Strandby-Elling-Nielstrup IF

Nedrykning og pokalsucces

29. juni sikrede Strandby-Elling-Nielstrup IF sig klubbens hidtil største bedrift, da serie 3-klubben slog IF Fremad Nørhalne fra serie 2 ud med 2-0.

Inden da havde Strandby-Elling-Nielstrup-mandskabet overrumplet Skagen IK fra serie 3. Dermed var klubben i landspokalens første runde for første gang.

De blå- og gulklædte fra Frederikshavn Kommune skulle egentlig også have mødt Flauenskjold IF fra serie 2 og Frederikshavn fI fra Jyllandsserien, men begge mandskaber trak sig.

I rækken gik det således, at klubben rykkede ned fra serie 2 til 3, men allerhelst ville holdets træner, Kenneth Blaameier, have beholdt placeringen i rækken frem for pokalsuccesen.

- Men vi kunne ikke overleve i rækken på grund af skader. Det lykkedes os dog at sætte et godt hold sammen til sidst, samtidig med, at de skadede spillere så vendte tilbage. Til den sidste kamp mod Nørhalne havde vi alle mand klar, og mentalt var vi også klar, for vi er aldrig kommet så langt i pokalen før, og det blev en afgørende motivationsfaktor for os, lyder det fra Kenneth Blaameier.

Skalborg håber på Strandby-Elling-Nielstrup

Serie 2-klubben Skalborgs vej til den første runde gik først via Øster Hornum fra serie 2, der blev besejret med 3-0 og sidenhen Valsgård fra serie 3, som fik en snitter på 3-1.

Derudover skulle klubben egentlig også have mødt Gug, der i den kommende sæson skal spille i Jyllandsserien, men klubben fra Aalborg-forstaden trak sig på grund af de gældende coronaforanstaltninger, da en del af spillerne enten var smittede eller nære kontakter.

Anfører for Skalborg SK, 25-årige Frederik Andersen, fortæller, at ruten til den første runde i Sydbank Pokalen har været forholdsvis overskuelig.

- Vores vej hertil har jo egentlig "bare" krævet to sejre over to hold fra serie 3, idet vi blev tildelt en skrivebordssejr over Gugs Jyllandsserie-hold, siger Skalborg-kaptajnen.

Akkurat som den mulige modstander fra Strandby-Elling-Nielstrup IF, så rykkede Skalborg SK en række ned, og dermed er de at finde i serie 2 fra den kommende sæson.

- Vi håber på at møde Strandby-Elling. Det er på papiret et lavere rangeret hold, hvorfor vi bør have en reel chance for at kunne spille os videre. Ellers kunne det da være meget sjovt at møde et af NordicBet-holdene, tilføjer han og siger, at hvis alt klapper, kan klubben nå frem til tredje runde.

- En kamp mod enten Vendsyssel eller Hobro ville forhåbentlig betyde en fed kamp, folk på lægterne, pølser på grillen og 0-0 efter 1. halvleg. Og så skal der forsøges at lave en nelle (tunnel, red.) eller to, lyder det overbevisende fra Frederik Andersen.

Foruden entréindtægter og en potentiel - bevares, chancen er lille - tur ud i Europa, venter der også en kontant belønning i form af 100.000 kroner til den serieklub i Danmark, der når længst i pokalturneringen.

Lodtrækningen kan streames på pokalturnering.dk fra i morgen fredag klokken 12.

Den første runde i Sydbank Pokalen afvikles mellem 3. og 5. august. Finalen spilles næste år, Kristi himmelfartsdag, 26. maj.

Annonceret indhold

Nyeste