Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Nyt trænerteam i Elitesport Vendsyssel næste sæson

Aftalen om at stoppe efter denne sæson blev indgået, da Holmen sagde ja til jobbet i et år mere

17. februar 2021 kl. 11:13
Opdateret kl. 12:53

FREDERIKSHAVN: Cheftræner Morten Holmen stopper i Elitesport Vendsyssel med udgangen af sæsonen. Helt efter planen og aftalt mellem trænerteamet og klubben, da den nuværende aftale blev lavet.

Parterne skilles i bedste forståelse, og klubben påskønner det store arbejde, som Morten og hans trænerteam har lagt i at få en helt nydannet klub etableret i landets næstbedste håndboldrække.

Det skriver klubbben i en pressemeddelelse.

Elitesport Vendsyssel er i fuld gang med at finde et nyt trænerteam til næste sæson. Sportschef Nicolai Klinge er i forhandling med træneremner og forventer at have en aftale klar i den nærmeste fremtid.

Men hvorfor ønsker Morten Holmen at stoppe efter kun én sæson?

- Det gør jeg, fordi det hele tiden har været planen. Jeg havde jo i flere omgange sagt nej til jobbet, men valgte så at tage ét år, så klubben kunne få lidt ekstra tid til at finde en mere permanent løsning, siger Morten Holmen.

Cheftræneren kan se tilbage på en vild sæson med fusion af holdene fra Hjørring og Frederikshavn, med nye spillere, som kom og gik, med mange skader og ikke mindst corona-restriktioner.

- Men det har været en fed opgave at bidrage til at udvikle et hold med en spændende fremtid foran sig, siger Morten Holmen, der kun har godt at sige om Elitesport Vendsyssel og anbefaler klubben på det varmeste til kommende trænere og spillere. Og han tror i øvrigt fast på, at Elitesport Vendsyssel også vil være at finde i 1. division i næste sæson.

Morten Holmen har ikke umiddelbart noget nyt håndbold job på hånden, men vil fortsætte som træner og ser sig om efter et spændende projekt – måske igen indenfor kvindehåndbold.

Annonceret indhold

Nyeste