Arkivfoto: Bente Poder
Livet her

Pasanen langer ud efter topspillere: - Jeg er overrasket over så store fejl

White Hawks smed vigtige point, da SønderjyskE fredag vandt et målrigt drama i Frederikshavn

26. februar 2021 kl. 22:31

ISHOCKEY: Det var en direkte konkurrent i grundspillet, som fredag slog Frederikshavn White Hawks efter en hektisk tredje periode. SønderjyskE vandt således 8-5, selvom der stod 3-3 efter anden periode.

Cheftræner Jari Pasanen overværede en fin ishockeykamp, men frederikshavnernes træner forstår ikke, at store fejl opstår med slutspillet lige for døren.

- Vi havde vores topspillere på isen, men de klokkede i det. Der skete meget godt, og det var en god hockeykamp - bare ikke for os. Det var ret intenst, men de første fire mål mod os sker på nogle ret store fejl fra vores side, siger Jari Pasanen.

Der er kun fem kampe tilbage i grundspillet, og White Hawks kæmper med i et tæt midterfelt. Dermed handler det om at dæmme op for den slags de kommende uger.

- Det var jo ikke galt som en helhed. Men der var enkelte situationer og øjeblikke, som var rigtig, rigtig dårlige for os. Det burde ikke ske på den her tid af året, og det overraskede mig en smule, lyder det fra ham.

Han kan dog være lettet over at have vigtige importspillere som Justin Shugg og Mike Hammond tilbage på måltavlen efter skader.

- De har været ude længe, så jeg er glad på deres vegne. Det er fantastisk at se få uger før slutspillet, og de to var en fornøjelse at se sammen, siger Jari Pasanen om canadieren og briten, der startede sammen i tredjekæden, som gav frederikshavnerne en vigtig start på opgøret.

Med sejren overhaler SønderjyskE fredagens hjemmehold i grundspilstabellen.

Annonceret indhold

Nyeste