Livet her

Se billederne: Vendsyssel drillede guldkandidater - dog forgæves

Vendsyssel Håndbold er fortsat på vej ud af kvindernes håndboldliga. Men vendelboerne har æren i behold efter onsdagens opgør mod Viborg HK

24. februar 2021 kl. 20:59
Opdateret 20. maj 2022 kl. 15:08

HÅNDBOLD: Der er lange udsigter til overlevelse i Bambusa Kvindeligaen for Vendsyssel Håndbold. Men alligevel slog bundproppen i landets bedste række fra sig, da mesterskabskandidaterne fra Viborg HK gæstede Drinx Arena i Syvsten onsdag aften.

Opgøret endte 30-24 til det danske storhold. Vendsyssel førte ellers med et mål ved pausen og holdt gennem længere tid opgøret aldeles tæt mod de klare favoritter.

Se alle billederne fra ligakampen nederst i artiklen.

Vendsyssel Håndbold - Viborg HK

Stillinger i kampen: 6-8, 9-13, 16-15 (pause), 16-19, 19-23, 23-24, 24-28

Mål, Vendsyssel: Pernille Brandenborg 6, Mette Brandt Nielsen 5, Steinunn Hansdottir 4, Christina Pedersen 3, Sofie Hartung Sletskov 3, Ida Hyldgaard Sejr Jepsersen 2, Mette Bejder 1

Topscorer, Viborg: Maria Fisker, 9 mål

Udvisninger: Vendsyssel 3, Viborg 2

Holdet med oprindelse i Frederikshavn har fortsat kun vundet en enkelt kamp gennem sæsonens foreløbige 23 grundspilskampe.

Den sejr var mod Skanderborg, som er tre point foran nordjyderne og dermed er det eneste hold, som de teoretisk kan hente for at undgå direkte nedrykning.

Der er tre kampe tilbage, inden den direkte nedrykker findes i Bambusa Kvindeligaen. Her skal Vendsyssel møde yderligere to tophold - Esbjerg og Odense - mens Holstebro venter i sidste kamp, inden slutspillet indledes.

Det opgør spilles 10. marts.

Annonceret indhold

Nyeste