Skjold Sæby i aktion mod Brønderslev i Jyllandsserien. Sidenhen er klubben rykket op i Danmarksserien, hvor forårssæsonen startede denne skærtorsdag. Arkivfoto: Peter Broen
Livet her

Tætpakket program vækker bekymring hos nordjyske klubber: - Det bliver noget af en udfordring

Glæden ved at spille fodbold overskygger dog langt de fleste retningslinjer, fortæller to trænere fra Danmarksserien

02. april 2021 kl. 18:45

FODBOLD: Skærtorsdag begyndte forårssæsonen sin tørn i anden halvdel af Danmarksserien.

Nu venter et tætpakket program, hvor der ikke er megen luft til at puste ud. Det kommer til at tære hårdt på en smal trup, mener Nikolaj Dorff Kristensen, der til daglig træner Danmarksserie-klubben, IF Skjold Sæby.

- Det bliver sgu noget af en udfordring. Vi har haft tre ugers opstart og kun én træningskamp. Så det er klart, at truppen bliver presset ressourcemæssigt, siger han.

Også Nørresundby FB mærker de store krav til en trup, der skal spille 10 kampe på halvanden måned.

- Det bliver lidt voldsomt, men vi spiller naturligvis fodbold for at spille fodbold. Det stiller store krav til truppen, for vores er ikke den bredeste af slagsen. Som jeg kan se det, har vi tre midtugekampe i alt, så vi skal skam nok overleve, lyder det fra Henrik Larsen, der er træner for klubbens førstehold.

Hos Nørresundby FB er der tilfredshed med, hvordan DBU (Dansk Boldspil Union, red.) har valgt at gribe situationen an.

- Når man kigger på samfundet generelt, synes jeg, DBU har været en af de allerskarpeste aktører, hvad angår retningslinjer og protokoller, siger Henrik Larsen.

Protokoller giver dilemmaer

Klubber i Danmarksserien får nu mulighed for at benytte sig af fem udskiftninger i stedet for de almindelige tre, ligesom det ses i resten af verden.

Og det giver naturligvis ekstra plads, men stiller også klubberne i et moralsk dilemma, fortæller Skjold Sæbys træner. Tre af spillerne må være over 21 år - resten skal være under, siger retningslinjerne.

- Det kaster os ud i nogle dilemmaer, hvor vi måske bliver nødt til at overse nogle af de unge talenter af ren og skær nødvendighed. På den gode side, får vi set nogle spillere an, som normalvist ikke ellers ville komme i aktion, fortæller Nikolaj Dorff Kristensen.

En anden protokol betyder, at der skal være 7,5 kvadratmeter per person i omklædningsrummene, ligesom, at der kun må foretages korte ophold inden døre. Det kan også give visse udfordringer, såsom at taktikmøder og pause-peptalks skal afholdes udenfor.

- Taktikmøderne foregår lige nu udendørs, så så længe, det ikke er to minusgrader, så går det skam også nok, siger Henrik Larsen.

Også hans trænerkollega længere nordpå er fortrøstningsfuld.

- Når alt kommer til alt, er det jo meget bedre end alternativet, som ville være ikke at spille overhovedet. Man kan sige, at vi griner med det ene øje og græder med det andet, siger Nikolaj Dorff Kristensen.

Det sociale element

At spillerne helst ikke skal forsamles inden og efter kampene fjerner noget af det mest væsentlige, mener Nørresundbys træner.

- Det tager noget af det sociale ved fodbolden, når vi ikke kan være tæt samlet før og efter kampene, siger Henrik Larsen.

Heller ikke tilskuere har adgang til fodboldkampene.

- Vi har mulighed for at spille på kunstgræs, som er en bonus her i starten af foråret. Det er naturligvis hjerteskærende, at der ikke må komme tilskuere ind, for det er en stor del af kulturen, supplerer Skjold Sæbys træner.

I Superligaen har vi i forårssæsonen set, hvordan græsanlæg kan tage sig ud. Sporadiske græsstrå titter frem, men ellers vækker mange baner mindelser om en gennempløjet mark.

Hos både IF Skjold Sæby og Nørresundby FB kan begge klubber dog gøre brug af deres respektive kunstgræsanlæg. Det er ikke alle klubber i Danmarksserien, der har lige så gunstige forhold.

- Lige nu er vi heldigt stillet i forhold til nogle af rækkens øvrige klubber, når det kommer til baneforholdene, hvor vi kan gøre brug af et godt anlæg, slutter Nørresundbys træner, Henrik Larsen.

Annonceret indhold

Nyeste