Vendsyssel Elite Badminton vandt mandag grundspillet i Badmintonligaen. Nu kan de se frem mod finalespillet og jagten på medaljer. Arkivfoto: Martin Damgård
Livet her

Vendsyssel Elite Badminton er stærkeste hold inden finalespillet

Vendsyssel Elite Badminton tog grundspilssejren mandag aften, da de direkte udfordrere fra Team Skælskør-Slagelse gæstede Frederikshavn

08. februar 2021 kl. 21:45

BADMINTON: Mandag aften vandt Vendsyssel Elite Badminton grundspillet i Badmintonligaen, da de var i en direkte duel med Team Skælskør-Slagelse om førstepladsen.

Her vandt hjemmeholdet med 6-3 og kunne således slå et godt grundspil fast.

- Fire kampe var nok til at sikre førstepladsen, men vores klare fokus var at vinde kampen, fortæller cheftræner Allan Nielsen efter de seks vundne kampe.

Han har ført holdet gennem en sæson, hvor en række skader især har været udfordrende for kontinuiteten.

- Når vi kigger tilbage, så har det været turbulent. Men alle har stået sammen i bussen, og vi har løst vores udfordringer på bedste vis, selvom vi stort set ikke har haft fuldt hold i sæsonen, siger træneren.

- Så har det måske været stolpe-ind for os derfra, men jeg er meget tilfreds, siger Allan Nielsen.

Mandag manglede profilen Kirsty Gilmour ligeledes i sidste kamp inden Final4. Nu skal holdet se frem mod finalespillet, som de sprang fra i fjor.

- Det ville ikke være fysisk muligt for os sidste år, fordi nogle udenlandske spillere ikke kunne komme, og nogle var utrygge. Det står vi ved den dag i dag, forklarer Allan Nielsen.

- Lige nu har vi Final4 i kalenderen i april, men vi må se på det. Det går an på de individuelle turneringer, coronarestriktioner, rejsekarantæner, og om klubberne kan få udlændinge hjem. Vi håber på en konstruktiv dialog, men det er svært at planlægge lige nu, siger han.

Med grundspilssejren slår vendelboerne sig igen fast som et dansk tophold. Det glæder Allan Nielsen.

- Vi ser os som et top-4-hold, og det har vi vist, når vi vinder grundspillet, lyder det fra ham.

Vendsyssel vandt begge mixed doubles, 1. herredouble og 2. damedouble.

Derudover vandt Jan Ø. Jørgensen og Josefine R. Jensen i singler, mens Victor Svendsen og Sabrina Jaquet tabte i deres solokampe.

VEB slutter dermed med 79 point i grundspillet - med 11 ned til Skælskør.

Annonceret indhold

Nyeste