Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Vendsyssel Håndbold trodser skæbnen med sæsonens første sejr

Vendelboerne kæmpede sig onsdag til et spinkelt håb om overlevelse i Bambusa Kvindeligaen

20. januar 2021 kl. 21:01
Opdateret kl. 21:45

HÅNDBOLD: Vendsyssel Håndbold vandt onsdag 28-24 over Skanderborg Håndbold.

Dermed åbnede de døren på klem til overlevelse, da der nu er tre point op til netop østjyderne i Bambusa Kvindeligaen. Med en Skanderborg-sejr havde overlevelse i landets bedste række ellers set aldeles umuligt ud.

Kampfakta

Stilling gennem kampen: 5-0, 5-5, 8-13, 11-15 (pause), 14-21, 20-23, 22-25

Topscorer, Skanderborg: 7 mål, Stine Baun Eriksen

Målscorere, Vendsyssel: Christina Pedersen 7, Henriette Hansen 5, Mette Bejder 4, Sofie Sletskov 3, Mette Brandt 2, Pernille Brandenborg 2, Sara Jakobsen Madsen 2, Steiunn Hansdottir 2

Udvisninger: Skanderborg 3x2 minutter, Vendsyssel 3x2 minutter

Det begyndte ganske forfærdeligt med nordjyske briller, da vendelboerne skulle bruge knap fem minutter på at score deres første mål i bundbraget. Selvom det bragte dem fem mål bagud meget tidligt i kampen, leverede Vendsyssel et imponerende comeback.

Således nåede de at kæmpe sig til en femmålsføring gennem første halvleg - og gik til pause med 11-15 på måltavlen.

Kampen skulle dog hen mod de allersidste minutter, før cheftræner Thomas Kjær kunne ånde lettet op og notere sin første sejr i spidsen for ligaens bundhold.

Med syv minutter igen førte nordjyderne nemlig kun med to mål.

I de intense, afsluttende minutter hentede cheftræneren sig også en advarsel, inden fløjspilleren Henriette Hansen afrundede en fornem indsats med opgørets sidste mål til 28-24.

Annonceret indhold

Nyeste