Så skal der cykles eller gås
Det sker

Mød op ved Maskinhallen: Træd i pedalerne for din mentale sundhed

09. oktober 2021 kl. 06:45

I Frederikshavn markeres Verdens Mentale Sundhedsdag med motion.

Man kan frit vælge om man vil cykle eller gå.

Cykelturen er på 10 km og gå-ruten er på 500 meter og starten går fra Maskinhallen i Frederikshavn kl. 10 søndag 10. oktober.

Bag arrangementet står Dansk Arbejder Idrætsforbund og Psykiatrifællesskabet og det er gratis og for alle – psykisk sårbar eller ej.

- Vi glæder os til at komme ud og få vind i håret, smil på læben og snak henover styret. Det er ude på cyklen, at man kan styrke sit mentale velvære og samle overskud, siger næstformand Conni Fristrup fra IF Mob din Krop

Arrangørerne fortæller, at turen vil blive cyklet i et tempo, hvor alle kan være med – det vigtigste er, at folk kommer ud på den tohjulede igen.

Det er nu syvende år, at Verdens Mentale Sundhedsdag fejres med cykelture i hele landet. Mennesker med psykiske vanskeligheder slås ofte med livstilssygdomme og dør i gennemsnit 15-20 år tidligere end resten af befolkningen. Håbet med cykelturene er at inspirere mennesker med psykiske vanskeligheder til at blive aktive igen – enten alene eller gennem lokale idrætstilbud.

- Efter en hård Corona-tid, hvor mange psykisk sårbare har haft det og måske stadig har det ekstra hårdt, er det nu ekstra vigtigt at markere Verdens Mentale Sundhedsdag, og få glæden, motionen og fællesskabet tilbage i hverdagen, siger Lisbeth Crafack, som er idrætskonsulent i Idræt for Sindet i Dansk Arbejder Idrætsforbund.

Man tilmelder sig på www.cykeltur101010.dk hvor man også kan læse mere om turene.

Annonceret indhold

Nyeste