Bo Larsen, Ole Hvelplund og Mikkel Seedorff Sørensen da de for nyligt var samlet for at underskrive den endelige aftale mellem Nordliq og Frederikshavn Havn. Fotos: Makeen Energy
Livet her

Vil lave flydende biogas i Frederikshavn

Som de første i Danmark skal Nature Energy og Makeen Energy producere flydende biogas til færger og lastvogne

23. september 2021 kl. 22:30
Opdateret kl. 23:06

FREDERIKSHAVN: Selvom den danske produktion af biogas er rekordhøj, er der indtil nu ikke blevet produceret biogas i flydende form herhjemme.

Men det bliver nu ændret. For Nature Energy vil i samarbejde med Makeen Energy opføre et såkaldt LBG-anlæg ved havnen i Frederikshavn, der skal producere flydende biogas, som blandt andet kan bruges til færger og lastvogne.

Nature Energy er Danmarks største biogasproducent og Makeen Energy er specialister i udvikling af udstyr og projekter indenfor nedkølede gasser.

Sammen har de oprettet et fælles selskab bag projektet, som har fået navnet Nordic Liquefaction (NORDLIQ).

Det oplyses i en pressemeddelelse.

- Det nye anlæg bliver det første af sin slags i Danmark, når det forventes at stå færdigbygget i midten af 2023. Det markerer derfor også et helt nyt kapitel for den grønne omstilling herhjemme, fordi det nu vil blive muligt for færger og lastvogne at tanke et grønt brændstof i form af flydende biogas på dansk jord, siger adm. direktør hos Nature Energy, Ole Hvelplund.

Fremtidens brændstoffer

CCO hos Makeen Energy, Bo Larsen, ser frem til at realisere NORDLIQ-projektet, som kommer til at levere den første flydende biogas i Danmark.

- Flydende biogas bliver en vigtig del af fremtidens grønne brændstoffer, og derfor er vi stolte over at være med i dette projekt sammen med Nature Energy, som vil skabe nye veje til at sikre en effektiv grøn omstilling i transporten, siger han.

Mens lastvogne, der kører på flydende gas, er udbredte i blandt andet Tyskland, Norge og Sverige, er de endnu et særsyn i Danmark.

Det er nemlig ikke muligt for lastvogne at tanke hverken flydende naturgas (LNG) eller flydende biogas (LBG) på danske tankstationer, og det afholder mange gasdrevne lastvogne fra Danmark.

Det såkaldte LBG-anlæg ved havnen i Frederikshavn skal producere flydende biogas, som blandt andet kan bruges til færger og lastvogne. Foto: Makeen Energy

Men det bliver forhåbentligt ændret nu, siger Ole Hvelplund:

- Flydende biogas er særligt efterspurgt i den tunge del af transporten, hvor der er stort behov for et grønt alternativ til de fossile brændstoffer, som stadig dominerer på vejene i dag. Derfor er vi stolte af at gå foran med opførelsen af dette anlæg, som vil gøre gavn i hele transportsektoren.

Stolte over placering

Administrerende direktør i Frederikshavn Havn, Mikkel Seedorff Sørensen, er meget glad for placeringen af NORDLIQ:

- Vi er både glade for og stolte over, at NORDLIQ har valgt at placere deres anlæg i Frederikshavn. Det understreger vores strategisk vigtige placering mellem sejlruten ind i Østersøen og motorvejsnettet, og er med til at styrke Frederikshavn Havns position som et grønt knudepunkt.

Mellem 60.000 og 100.000 skibe passerer hvert år tæt på Frederikshavn Havn, og en af de mulige aftagere af den flydende gas vil være Bunker One, som i samarbejde med NORDLIQ vil medvirke til salg og markedsføring til shippingindustrien.

Peter Zachariassen, CEO i Bunker One, udtaler:

- I Bunker One er vi ekstremt stolte over at have fået muligheden for at tilbyde den maritime sektor et danskproduceret produkt, som vi ser en større efterspørgsel på end nogensinde før.

NORDLIQ forventer, at byggeriet af LBG-anlægget forventes at kunne begynde senere i år), når byggetilladelsen er på plads.

Annonceret indhold

Nyeste