Afdelingsdirektør Lasse Kjærsgaard Stidsborg glæder sig til at byde kunderne indenfor i de nye lokaler i Vestergade 3. Foto: Tommy Thomsen
Livet her

Bank får kæmpe make-over

SPAR NORD: Opdaterer sine rammer i Vestergade - og frigiver plads til andre formål

12. oktober 2021 kl. 17:00

Den stigende digitalisering har betydet, at kunderne ikke kommer så ofte som tidligere i bankerne, og det tager Spar Nord i Sæby nu konsekvensen af.

Håndværkerne har indtaget bankens domicil i Vestergade for at indrette lokalerne til de nye tiders krav.

Afdelingsdirektør Lasse Kjærsgaard Stidsborg oplyser, at bankens nye indretning vil give kunderne en ekstraordinær god oplevelse, når de besøger banken.

- Med de nye fysiske rammer får vi bedre mulighed for at sætte kunderne i centrum ved at tilbyde dem en fortrolig samtale om såvel den private som virksomhedens økonomi.

Cirka 400 af stueetagens 630 kvadratmeter bliver indrettet med kundelounge, arbejdsplads til bankens ni medarbejdere og fem kunde- og mødelokaler samt medarbejderkantine.

Lokalet kommer til at fremstå i nyt design med lyse farver på gulv og vægge. Som kontrast bliver møblerne i grå og sorte toner.

IT-udstyret bliver opdateret og de fem møderum bliver alle udstyret med en 55 tommer informationsskærm, så kunderne bl.a. kan få visualiseret, hvad det koster at låne penge i banken.

Digitaliseringen har gjort, at der ikke længere skal opbevares store mængde dokumenter, som hidtil er blevet opbevaret i masser af arkivskabe, som også har krævet plads. Skabene bliver nu afhændet til en række institutioner i Sæby.

- Ombygningen forventes færdig omkring 1. december, hvor vi glæder os til at yde en 5-stjernet oplevelse i en nærværende, ambitiøs og kompetent bank.

- Vi håber, at kunderne i den mellemliggende tid på 7-8 uger vil bære over med, at vi roder. Vi vil gøre alt for, at kunderne trygt kan henvende sig i banken, understreger Lasse Kjærsgaard Stidsborg.

Den overskydende plads i den gamle sparekassebygning bliver frigivet til andre formål, hvor investorer er velkomne til at byde ind med nye ideer og projekter.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu