Livet her

Biblioteket gav tips og tricks til bedre billeder

02. september 2021 kl. 16:30

Efterårets sæson er skudt i gang med to fotoworkshops, hvor deltagerne blev klogere på at fotografere.

Arrangementet er måske ikke typisk for biblioteket, men aktuelt set i lyset af, at aldrig tidligere er vores hverdag, fester, store og små begivenheder blevet foreviget så flittigt, som det sker nu.

- Vi forsøger at byde ind på de ting, der er oppe i samfundet, forklarer underviser Sisse Christensen, så derfor synes vi også, at det var oplagt, at tilbyde et par små workshops med tips og tricks til, hvad det er, du sådan helt grundlæggende skal være opmærksom på, når du fotograferer.

Deltagerne i de to workshops kom med mange forskellige forudsætninger og ønsker, og det kan godt være svært at rumme inden for blot et par timer, men det lykkedes at kommer ret godt rundt om emnet.

Motiv, perspektiv, dybde og lys er vigtige elementer, når du fotograferer, og med det udgangspunkt blev der plads til at tale om, hvordan du vinkler et billede – stående, siddende eller måske ligefrem ned på maven.

Frække ord som blænde, lukker og objektiv blev der også plads til, og så skulle deltagerne selv prøver kræfter med at tage billeder. Sidst men ikke mindst, blev der også kigget på lidt forskellige typer kameraer og givet små tips til anvendelse af kameraet i mobilen.

Én af deltagerne, Niels Chr. Trap fra Østervrå var rigtig godt tilfreds med forløbet.

- Jeg har kun fotograferet i godt og vel halvlandet år, så jeg er ganske ny og har meget at lære, fortæller Niels Chr., som især var ude efter mere viden om kameraets opbygning samt blænde, ISO, lukker og brændvidde.

- Det gør ikke noget, at det ikke er et fotokursus som sådan, jeg har alligevel lært en hel del, fortsætter Niels Chr. Trap. Jeg har f.eks. lært, at ingen fototur er spildt, for selv om jeg ikke er tilfreds med billederne, så kan jeg bruge turen til at opbygge erfaring. Jeg synes, det er en fantastisk ide, med sådan en workshop, som helt klart også giver noget, og så er det dejligt, at udveksle erfaringer med andre med samme interesse.

De to workshops indledte bibliotekernes efterårssæson, hvor billetsalget til de mange arrangementer er i fuld gang.

- Det er rigtig dejligt at være i gang, og vores billetsalg ser også fornuftigt ud – enkelte arrangementer er faktisk udsolgt, lyder det fra bibliotekets personale.

Annonceret indhold

Nyeste