Lis Lauritsen og Bettina Skræm er begge frivillige og en del af ledergruppen i Blå Kors Genbrug, Sæby Tøj. Og er der brug for ekstra sparring, så hjælper Birthe Jensen (tv) fra Blå Kors Danmark gerne. Foto: Lisa Farum Kristiansen
Livet her

Bliv frivillig i Blå Kors Genbrug

07. september 2021 kl. 06:45

Hos Blå Kors Genbrug mangler de ekstra hænder til det store arbejde, som genbrug giver.

- Vi kan bruge al frivillig arbejdskraft, fortæller Birthe Jensen, som er funktions- og områdeleder for Blå Kors Genbrug Danmark og forsætter:

- Vi er i alt otte ansatte i Blå Kors Genbrug Danmark og vi bliver så sendt rundt i landet med de forskellige kompetencer vi hver især har, for at hjælpe alle de frivillige bedst muligt.

- Overskuddet blandt andet går til sommerlejre, telefonlinjer og være- og bosteder rundt om i landet, siger Birthe Jensen og forsætter: Eksempelvis har vi TUBA tilbuddet, som findes treogtredive steder i landet og er et terapitilbud for børn og unge i alderen 14-35 år.

I Frederikshavn, ligger der et TUBA center i Danmarksgade 16. Her kan man henvende sig og søge hjælp hos professionelle og uddannede ansatte, hvis man har nogle udfordringer, som man selv har svært ved at løse.

- Ligeledes kan man få et behandlingstilbud og fristed for børn og unge mellem 0 og 13 år fra hjem med misbrugsproblemer og deres familier, udtaler Birthe Jensen og forklarer yderligere: Barnets Blå Hus i Frederikshavn er som TUBA et behandlings- og støttetilbud for børn, unge og deres familier, der har særlige udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug i familien.

I Barnets Blå Hus møder børnene og de unge voksne, som lytter og gerne vil forstå deres problemer.

Barnets Blå hus har adresse på Vrangbækvej 115 i Bangsbo Frejas Klubhus.

I Blå Kors Genbrug, Sæby Tøj, på Gammel Ålborgvej 2 i Sæby møder vi Lis Lauritsen, som har været frivillig i Blå Kors i hele seksogtyve år og er en del af den lokale ledergruppe.

- Jeg nyder arbejdet og det sociale, som følger med, når vi arbejder frivilligt på kryds og tværs i butikken, smiler Lis Lauritsen og forsætter:

- Og så er det bare dejligt at vide, at mit frivillige arbejde måske kommer nogen udsatte i nærområdet til gode. Den tanke kan jeg godt lide.

Bettina Skræm, som også er frivillig i butikken og del af ledergruppen fortæller:

- Vi er cirka tredive frivillige i vores tøj-, ting- og sagerafdeling her på Gl. Ålborgvej til at gøre arbejdet med at modtage genbrug, sortere, sætte op, prismærke og sælge de forskellige ting, som kommer ind. Men vi kan sagtens bruge mange flere frivillige hænder.

- Så har man nogle timer og gerne fire ad gangen, for at passe ind i vores skema, hver uge eller hver anden uge, så tager vi imod al slags hjælp. Så om man er kvinde eller mand, ung eller gammel, så kan hjælpen altid bruges.

- For uden de frivillige hænder, så er der ingen butikker til at tjene penge til alle de gode formål, som Blå Kors støtter i Danmark.

Lige nu leder Blå Kors Genbrug med lys og lygte efter en eller to frivillige, som er ferme til de sociale medier og som kan holde gang i Instagramprofilen.

- Om det er en pige eller dreng, mand eller kvinde er ligegyldigt. Så længe man har lyst til at hjælpe os med at få vores genbrugsvarer ud på nettet, så de kan blive solgt, så tager vi imod med kyshånd, siger Bettina Skræm.

I Blå Kors Genbrug, Sæby Møbler, på Sæbygårdvej 2 i Sæby møder vi de tre stærke og frivillige mænd Bent Christensen, Hans Abildgaard og Steen Børge Bach.

De er alle tre en del af det frivillige møbel-team, som lige nu består af elleve mænd og tre kvinder.

De er helt enige i, at der sagtens kan blive plads til endnu flere stærke mænd og kvinder i det frivillige fælleskab.

Og har man mod på og især et gyldigt kørekort, så kan man også få lov til at køre Blå Kors´ kassebil, som bruges til afhentning af genbrug rundt omkring i byen.

En ting er dog sikkert, man skal ikke være bange for at tage ved.

Så sidder du og tænker, at frivilligt arbejde lyder som noget for dig.

Så kom til Blå Kors Genbrugs informationsmøde onsdag 8. september 2021 klokken 11.

Mødet som er ganske uforpligtende starter i lokalerne på Gl. Ålborgvej 2 i Sæby.

Annonceret indhold

Nyeste