Inden turen ud i Knivholt Skov til de otte rum, var der ved åbningen friske forsyninger direkte fra naturens hånd.
Livet her

Brug for en pause: Tag Slap Af-stien

Opladning: Det er ikke kun elbilerne, der har brug for en opladning .- det har vi mennesker også

06. september 2021 kl. 16:25

Naturen har en stor betydning for os mennesker. Faktisk kan naturen berede os nogle af de kvaliteter, der gør at vores liv som menneske bliver lettere at leve.

Det ved natur- og kulturformidler Pia Arentoft, meget om og mange af de tanker har hun nedfældet på papir og kvalitetsikret med samkøring af kendte teoretikeres gods.

Ideen til Slap Af-stien er Pia Arentofts

Nu har hendes tanker så også fået fysisk form - selvfølgelig i naturen i form af landets måske første Slap Af-sti.

Den blev officielt taget i brug i sidste uge og det geniale ved stien er, at man bare kan møde op og bruge den - akkurat når man har lyst.

Den er skabt på Knivholt ude i skoven, hvor der er opbygget otte rum med hver sin naturkvalitet.

Rummene er lavet ud fra viden om naturens evner til at skabe balance i vores sind - og hvert rum har fået sin bænk.

Men selv om der er otte rum med otte bænke, så er det meget forskellige rum præget af den naturtype, men befinder sig i.

Her kan du følge Slap Af-stien - ellers guides du af pile på turen rundt.

Derfor vil der være rum, hvor man slapper bedre af i, end andre og det er hele idéen.

- I skal ud og mærke de otte forskellige rum og finde dem, i har det bedst i, lyder det fra Pia Arentoft.

Hun håber, at Slap af-stien vil blive brugt af både unge og ældre samt skoler og virksomheder, der trænger til et skovbad, som japanerne anvender meget - altså det at gå ud og lade sig indfange og oplade af naturen.

Slap af-stien er lavet, så alle kan være med. Den er hverken lang eller svær, og der er fin adgang for dårligt gående, kørestole, barnevogne med mere.

Her får du lige en anvisning - måske du allerede her kan lade dig inspirere til hvilke rum, du først vil besøge.

1: Mødestedet

I dette rum under det store gamle lindetræ kan du mødes med andre, og du kan få information om Slap af-stien og tankerne bag. Du kan også bare sidde og betragte livets gang på Knivholt Hovedgaard – måske mens du nyder en bid brød og en kop kaffe.

2: Fristedet

I dette rum i skovbrynet kan du få oplevelsen af frihed og ro fra skoven bag dig. Du kan også nyde synet af aktivitet og årets gang i Renæssancehaven med dens mange fine grønsagsbede og store frugttræer og få et kig til fårene i indhegningen. Bemærk også de store gamle lindetræer i rummet.

3: Naturkraften

I dette rum kan du mærke naturens kraft. Rummet er skabt af naturens eget design – bemærk for eksempel, hvordan lysningen i skoven har dannet en åbning. Du kan her få en oplevelse af at være i naturen på dens egne præmisser og opleve storheden og samspillet i naturen.

4: Rummet

I dette rum kan du se dybt ind i skovens træer, uden noget forstyrrer dig. Du kan fornemme, hvordan træerne danner et langt sammenhængende rum, både omkring dig og over dig. Lyt også til vindens susen i toppen af grantræerne.

5: Artsrigdommen

I dette rum kan du opleve mange arter af træer, buske, vilde blomster og insekter. Sid et øjeblik og betragt, hvor forskelligt naturen kan komme til udtryk. Og er du heldig kan du i dette rum møde nogle af skovens dyr.

6: Kulturhistorien

I dette rum er det spor efter mennesket, der er i centrum, altså natur med en kerne af menneskelig kultur. Bemærk stendiget foran dig, det er et fredskovsdige fra starten af 1800-tallet, som skulle beskytte fredskoven for landsbyens kreaturer. Bemærk også det lille vandløb, som er en del af afvandingen af skoven.

7: Overblikket

I dette rum kan du opleve en følelse af overblik over omgivelserne – du kan lade dit syn strække sig ud over markerne og til Teglværksskoven i det fjerne og videre op til horisonten. På blæsevejrsdage kan du lade vinden ruske dig godt igennem i dette rum.

8: Freden

I dette rum kan du først og fremmest opleve fred og ro. Du kan sidde uforstyrret og lytte til vandets rislen og fornemme, hvordan jorden danner gulvet under dig, træer og buske danner væggen omkring dig, og trækronerne danner taget over dig. Her er stille, trygt og få mennesker – et sted til at tømme hjernen og slappe af.

Annonceret indhold

Nyeste