Udstillingen blue i Virak har blå som omdrejningspunkt. Spændende at se de fortolkninger kunstnerkollektivets medlemmer byder ind med.
Livet her

Galleri Virak går i blåt

23. oktober 2021 kl. 04:05

Ordet og begrebet blue er brugt på mange forskellige måder i sproget og i kunsten.

Nu vil kunstnerkollektivet Virak prøve at afdække nogle af de betydninger eller stemninger, der ligger i blue - både i farvevalg, teknikker, medier, motiver og stemninger.

- Vi arbejder meget forskelligt og derfor vil det være meget forskellige fortolkninger af, hvad blue er. Nogle vil helt sikkert tage begrebet helt bogstaveligt og bruge farven blå - andre vil arbejde med stemninger, hvor blue er i mere overført betydning, fortæller Lone Johannessen, som er en af de kunstnere, der lige nu arbejder med et værk til udstillingen.

Blå bruges i sproget i mange sammenhænge. Blålys. Den Blå Bog. Gasblå. Himmelblå. Blåt blod i årene. At få et blåt øje. Blå Bjarne og blå mandag. Kaste sig i bølgen blå. At blåstemple noget. For nogens blå øjnes skyld. Koste det blå ned fra himlen. Madam blå. Skæg og blå briller. Ud i det blå. Grebet ud af den blå luft.

Alle disse ladede betydninger er noget, som kan skabe inspiration til en udstilling som blue.

For farven blå har nemligen stor plads i kunsthistorien. Både fordi den har en symbolsk værdi, men også fordi mange kunstneres igennem historien har brugt, eksperimenteret med og elsket farven blå.

Inden farver kunne fremstilles kemisk, fremstillede man den blå farvetone ultramarin af halvædelstenen lapis lazuli, og den havde betegnelsen den sande blå.

Det var den suverænt dyreste blå farve, og kostede lige så meget som guld per gram indtil 1822, hvor det lykkedes at fremstille farven kemisk.

I udstillingen blue åbner Galleri Virak for kunstnernes personlige fortolkninger . Så tjek dem ud, når udstillingen åbner 27. oktober.

Annonceret indhold

Nyeste