De godt 30 deltagere gik først en lille tur på kirkegården, hvorefter vandringen fortsatte digitalt i Østervrå Kirke. Foto: Åse Bakland
Livet her

Gravstene fortæller din lokalhistorie

16. september 2021 kl. 06:00

De øste endnu en gang af deres store lokalhistoriske viden - Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager, og de godt 30 deltagere fik en både hyggelig, rørende og lærerig aften til kirkevandring ved Østervrå Kirke.

Kirkegårde gemmer på en masse lokalhistorie samtidig med at de enkelte gravsten og monumenter fortæller om livsvilkår, samfundsstruktur og sociale forhold. Kirkegården ved Østervrå Kirke er ingen undtagelse.

Aftenen blev indledt udendørs med besøg ved et par markante og specielle gravsteder, og herefter fortsatte resten af aftenen indendørs i Østervrå Kirke med hjælp fra kirkens lyd- og billedanlæg.

Den digitale tidsalder har nemlig også fundet indpas i forbindelse med kirkegårdsvandringer, og det er et koncept, som aftenens deltagere var rigtig godt tilpas med.

- Flere gav udtryk for, at de synes, det var en god måde, vi havde valgt, fortælle lokalhistoriker Vivi Dybdahl, de synes, det var dejligt, at de ikke skulle gå så meget, og så gik de heller ikke glip af det, vi fortalte.

De mange billeder af gravsteder med tilknyttede navne og lokalhistoriske beretninger satte også gang i erindringerne og snakken blandt tilhørerne, hvor flere kunne supplere med ekstra oplysninger. Særligt rørende var det, da en af aftenens deltagere kunne fortælle, hvilke indtryk det havde gjort på ham at være helt tæt på begravelsen af en skolekammerat tilbage i 40’erne.

Arrangørerne Østervrå Lokalhistoriske Forening og Østervrå Menighedsråd var særdeles godt tilfredse med aftenens arrangement. Allerede på lørdag er det muligt at dykke ned i lokalhistorien igen, når lokalhistorisk forening udstiller digitale billeder i samarbejde med PixlArt i forbindelse med Forenings- og Aktivitetsdagen på Østervrå Stadion.

Annonceret indhold

Nyeste