Det var den smukkeste aften
Livet her

Kajaktræf ved Transportcentret i Vangen

16. september 2021 kl. 16:45

I mandags havde Frederikshavn Havkajakklub aftalt med Sæby Ro- og Kajakklub, at de skulle ”ro imod hinanden” og mødes ude ved Transportcentret i Vangen. Der er stort set lige stor afstand for både den ene og den anden klub.

- Vi gjorde det også i 2020, og vi har allerede aftalt, at nu er det en tradition, der vil fortsætte i årene fremover, og at vi vil udbygge samarbejdsrelationerne de 2 klubber imellem, fortæller Karen Østergaard fra Sæby Ro- og Kajakklub

Sejladsen med lys kunne ses af både bangsbostrandere og af folk langs Sæby Strandpromenade

I år deltog 38 kajakroere, og det så godt ud med så mange kajakker i forskellige farver på vandet.

38 både deltog i arrangementet - her ses et farverigt udpluk

- Vi havde aftalt, at begge klubber havde afgang kl. 18.00 fra vores respektive klublokaler, og at vi skulle mødes midtvejs ude ved Transportcentret, hvor vi skulle være ca. kl. 19.00.

- Så var der tid til en lille times hygge, spisning og snak på tværs af klubber og medlemmer og afgang hjem igen ca. kl. 19.45 – og denne gang med pandelamper og forskelligt lys på kajakkerne. Det var et flot syn for alle bangsbostranderne og for alle langs Sæby strandpromenade, da kajakkerne kom forbi i mørket, fortæller Hans Chr. Højslet fra Frederikshavn Havkajakklub.

Annonceret indhold

Nyeste