Niels Peter Utoft håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi på søndag på Koldbromøllevej 27. Foto: Åse Bakland
Livet her

Kom til Åbent Landbrug søndag

16. september 2021 kl. 16:30

Grib chancen søndag 19. september og giv dig selv og din familie en jordnær oplevelse, klap en kalv og find ud af, hvor råvarerne i køleskabet egentlig kommer fra.

Du hører ofte landbruget nævnt i medierne, og måske kan det være lidt svært at gennemskue, hvad der er op og ned, når talen falder på dansk landbrug med begreber som bl.a. dyrevelfærd, CO2-udslip og pesticider m.m.

På søndag får du selv chancen for at kigge indenfor på et helt konventionelt landbrug, og få svar på dine spørgsmål fra en rigtig landmand.

Niels Peter Utoft (41) har ejet Koldbro Storgaard ved Østervrå siden 2014.

Han er 1. generation af landmænd på gården, som han driver primært med mælkeproduktion.

- Vi har 230 køer og 190 kalve, oplyser Niels Peter, som dyrker omkring 237 hektar jord med majs, græs, ærter/bønner og korn. Størstedelen af disse afgrøder bliver ensileret og brugt som foder til egen bedrift.

Niels Peter Utoft håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi på søndag.

- Der er jo ikke mange familier i dagens Danmark, der har kontakt til landbruget, så kom og se, hvad der er vi snakker om, når det gælder landbrug, hvilke dyr vi har, og hvad de spiser, lyder opfordringen.

- Se hvordan vi håndterer dyrevelfærd, vi er jo ikke dyreplagere, det ville jo i sidste ende gå ud over os selv og vores omsætning, understreger Niels Peter og slår fast, at når dyrene har det godt, så har jeg det også godt.

Åbent Landbrug er for hele familien, som kan få rig lejlighed til at se sig om på gården, hvor de vil blev mødt af en flok nysgerrige kreaturer i alle størrelser.

Et hit vil helt sikkert være de små kalve, der altid er klar til at blive klappet og kælet for.

På Koldbro Storgaard vil der også være forskellige aktiviteter for børnene bl.a. de populære pedaltraktorer og en kæmpe container fyldt med korn.

Landbo Ungdom står for tilberedning af grillpølser, og gymnaster fra GF77 Østervrå sælger kaffe og kage.

Derudover vil Arla uddele smagsprøver, og en række eksperter og fagfolk inden for landbrug vil være til stede.

Det koster ikke noget at komme til Åbent Landbrug, men vi skal stadig passe godt på hinanden, så derfor skal du forhåndsbook dit besøg. Det er ganske let på Åbent Landbrugs Facebook eller via hjemmesiden at finde enten Niels Peters gård eller den gård og det tidspunkt mellem kl. 10-16, der passer dig bedst.

Annonceret indhold

Nyeste