Stod det til kommunen selv, blev standerne hellere sat op i dag end i morgen. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Kommunen vil gerne sætte mere strøm til el-ladestandere

23. september 2021 kl. 14:33

I 2030 bliver det nødvendigt at have mere end 240 el-ladestandere i Frederikshavn Kommune for at imødekomme antallet af elbiler.

Stod det til kommunen selv, blev standerne hellere sat op i dag end i morgen. Men det er bare ikke op til kommunen selv at bestemme.

Oprettelsen af nye el-ladestandere skal nemlig foregå på markedsvilkår, lyder reglerne.

Det forpligter at kalde sig en af Danmarks mest klima-ambitiøse kommuner. Derfor investerer Frederikshavn Kommune også i klimavenlige løsninger på alt fra skoler til havne og i bæredygtige alliancer med erhvervslivet.

Men når vi kommer ud på landevejene, så er det svært at holde speederen i bund på den grønne udvikling, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Forhindringen hedder statens regler om, at udrulningen af el-ladestandere skal foregå på markedsvilkår.

Så selvom Frederikshavn Kommune gerne ville opstille langt flere el-landestandere for at fremme en mere bæredygtig bilisme, så er det altså ikke muligt som reglerne er i dag.

Der skal private kroner fra enten virksomheder eller privatpersoner til investeringerne i flere el-ladestandere.

- Vi er meget bevidste om, at Frederikshavn Kommune skal være et attraktivt sted at både bo og holde ferie. Og som udviklingen er i dag, omfatter det naturligvis også, at man kan få ladet sin elbil op, når man er på farten. Læg så hertil, at vi laver den ene top-ambitiøse klimaplan efter den anden med både havne og erhvervsliv. Så føles det sært fodslæbende, at vi ikke kan gøre det samme for privatbilismen, siger borgmester Birgit S. Hansen (S).

Ønske om en statslig pulje

Erfaringerne fra blandt andet bredbåndsudrulningen har vist, at det er svært at få udrullet ny teknologi i hele Danmark, hvis ikke der er en form for tilskud med, påpeger borgmesteren.

Derfor er det et stort kommunalt ønske, at der fx kunne søges fra en statslig pulje, der kan sikre el-ladestandere i områder, hvor der ikke er private investorer, der har interesse i at betale for opførelsen.

Et andet ønske, der står højt på borgmesterens ønskeliste er muligheden for, at kommunen må lade privatbilister benytte kommunalt opsatte el-ladestandere.

I dag er det sådan, at kommunen gerne på opsætte el-ladestandere til fx hjemmeplejens el-biler, men kommunen må til gengæld ikke lade disse el-ladestandere være tilgængelige for privatbilister. Den mulighed ville borgmesteren gerne have:

- Vi har faktisk udvist rettidig omhu her og lavet en ladestander-strategi for hele kommunen. Den står hele byrådet bag. Vi har både indsigterne i, hvordan udviklingen bliver samt ambitionerne og viljen til at sætte handling bag ordene. Derfor håber vi, at der bliver lyttet på Christiansborg, når vi peger på de helt strukturelle udfordringer, der skubber foden fra speeder til bremse på den grønne udvikling på vejene, siger Birgit S. Hansen.

Annonceret indhold

Nyeste