Ellen skal have foreviget en af løgvæksterne, der havde fine knopper. Privatfotos
Livet her

Løgmarked i Botanisk Have blev et tilløbsstykke

25. oktober 2021 kl. 10:11

Søndagens løgmarked i Botanisk Have blev et sandt tilløbsstykke - selv på en lidt grå og forholdsvis kølig formiddag.

Haveselskabet, Frederikshavn Kreds og Bangsbo Botanisk Haves Venner havde etableret et lille løgmarked, hvor der blev solgt specielle løg og lidt planter.

Herudover var der også salg af forskellige pynteting til haven.

Izhart og Michael fra Bonsai Kita arbejder med Havens bonsai.

Og der var gang i salget lige fra markedets start - det var der selvfølgelig også en grund til, idet både Haveselskabet og Botanisk Have havde bestræbt sig på at hjemkøbe helt specielle løgvækster, som man ikke ser hver dag i danske haver.

Som en understregning af, at et sådant marked betyder noget for mange haveinteresserede mennesker, kan nævnes, at en ”havenørd” havde taget toget helt fra Århus for at få fat i nogle af de sjældne løgvækster - han fik, hvad han kom efter!

Når man så lige skulle have en pause fra salgsbordene, skulle der lidt varmt indenbords, og denne del kunne Botanisk Haves Vennekreds hurtigt klare.

Der var masser af kaffe og lækre hjemmebagte kager, og de fik da også hurtigt ben at gå på.

Der var til tider kø ved Vennekredsens udsalg af kaffe, kage og honning.

Efterfølgende var der rigtig mange besøgende, der benyttede sig af besøget i Botanisk Have til at se, hvor langt projektet med Danmarks Vilde Planter var kommet, og de blev bestemt ikke skuffede.

Efter kun lige godt et år efter opstarten, er projektet nu ved at nå dertil, at der kun er ganske få lidt større anlægsprojekter på tegnebrættet bl.a. en stor pavillon.

De sidste store planter fra Årslev Jordbrugsforskning ankommer i løbet af næste uge, og så er der ved at være fyldt op i hvert fald i skovbrynsafdelingerne.

Temabedene bliver løbende opdateret med planter og skilte.

Finn har travlt med handlen.
Annonceret indhold

Nyeste