Sådan kan det komme til at se ud
Livet her

Millionstøtte fra ENV-fond til Ålbæk

Skulderklap: Ålbæk havnebad & Aktivitetsbro nu nærmere en realisering

09. september 2021 kl. 11:54

ÅLBÆK: Ålbæk havnebad & Aktivitetsbro har taget det første skridt mod at blive realiseret.

Den første store bevilling er allerede i hus.

- Vi er dermed et stort skridt nærmere realisering af Ålbæk Havnebad & Aktivitetsbro, fortæller Ulla Mosich, Aalbæk Badehotel, som er en af initiativtagerne til det ambitiøse projekt.

Ulla Mosich: Vi har modtaget tilsagn om et betydeligt beløb fra ENV-fonden, som i denne omgang har bevilliget til ikke mindre en 28 forskellige, almennyttige formål. Det er vi selvsagt både glade og taknemmelige for, da det giver os et godt afsæt for at søge yderligere midler til projektet. Foto: Kim Dahl Hansen

- Vi har modtaget tilsagn om et betydeligt beløb fra ENV-fonden, som i denne omgang har bevilliget til ikke mindre en 28 forskellige, almennyttige formål. Det er vi selvsagt både glade og taknemmelige for, da det giver os et godt afsæt for at søge yderligere midler til projektet, siger Ulla Mosich.

Det drejer sig om nt støttetilsagn på 1 million kroner.

Første fase i projektet er at belægge den eksisterende sydmole med trædæk i smukke organiske former.

Der bliver trapper til vandet til såvel havnesiden som strandsiden og trædækket kommer til at gå helt ud til molehovedet, hvor udsigten er storslået og mulighederne for lystfiskeri er rigtig gode.

Planen er desuden, at der bygges en helt ny mole ud i yderhavnen, som med trapper, borde og bænke kan blive et nyt attraktivt opholdsareal.

2. fase i projektet bliver en saunabygning yderst på den nye mole, hvor det er tænkt, at man kan sidde i saunaen med udsigt over havet, og selve bygningen kan udnyttes som udsigtsplatform.

Henrik Andersen, tilflytter og initiativtager til projektet, har set på Ålbæk Havn og havnens muligheder med friske øjne, og mener, at projektet er oplagt i forhold til den store interesse for ”outdoor living” med helårsbadning, sauna, aktiviteter, naturoplevelser og ”bare et naturligt samlingssted”.

Broen vil være et naturligt fællesareal for både fastboende og gæster.

- Om sommeren mangedobles indbyggertallet i og omkring Ålbæk på grund af de mange gæster, der tiltrækkes af både sommerhusudlejere, campingpladser og områdets hoteller – og vi vurderer, at mere aktivitet i havnen vil tiltrække flere gæster hele året til gavn og glæde for byens butikker og restauranter, understreger Henrik Andersen.

Og det er Ulla Mosich helt enig i.

- Vi vurderer også, at en aktivitetsbro med mulighed for at dyrke f.eks. vinterbadning kan være med til at tiltrække og fastholde indbyggere i byen, som en del af det i forvejen gode fritidsmiljø, der eksisterer, siger Ulla Mosich.

René Zeeberg, der er direktør for Turistforeningen for Toppen af Danmark, hilser det nye tiltag med havnebad og aktivitetsbro varmt velkommen, og mener, at det i høj grad vil være godt for turismen i Ålbæk, ligesom det vil have en afsmittende effekt for hele toppen af Danmark.

- Det er en del af tidens trend at søge oplevelser i naturen, og jeg er sikker på, at muligheden for at kunne bruge havet hele året i flotte og funktionelle omgivelser, vil blive grobund for mange gode ferieminder og dermed endnu et incitament til at besøg Ålbæk og landsdelen, fastslår René Zeeberg

Peter Nielsen, der er formand for Ålbæk Handelsstandsforening, ser projektet som et virkeligt godt initiativ, som både vil blive et spændende og meget brugbart tilbud til borgere i Ålbæk og være med til at styrke turismen i området.

- De to ben er afgørende for os - altså en styrket bosætningen og et projekt, der kan understøtte turismen, siger Peter Nielsen.

Inden længe bliver Ålbæks borgere og andre interesserede inviteret til et møde på Ålbæk Badehotel, hvor vi vil informere om projektet og mulighederne.

Her vil vi også tegne medlemskaber til foreningen Ålbæk Havnebad & Aktivitetsbro.

- Det er vigtigt, at vi står sammen i byen, både private og forretningsdrivende, da vi har brug for rigtig meget opbakning, når vi skal søge yderligere fondsmidler for at projektet kan gennemføres, understreger Ulla Mosich.

Forventningen er, at der vil være samlet tilstrækkeligt med tilsagn fra fonde, erhvervsliv og borgere til at man kan få spaden ”i vandet” i om et år.

Annonceret indhold

Nyeste