Livet her

Nærdød er en gave til livet

Tjek det ud: Hør Johnnys livsbekræftende og ærlige foredrag om nærdødsoplevelsen og livet

10. oktober 2021 kl. 07:00

Fredag 13. november 1981, kæmpede Johnny Sort Jensen for at overleve døden.

Han var 18 år gammel, og var netop gledet på den isglatte perron.

Konsekvensen var at han blev kørt over af toget og de fire efterfølgende vogne, og lå fastklemt med højre arm under hjulet på den ene af dem.

Johnny Sort Jensen mistede meget blod, og det er i sig selv et mirakel, at han overlevede denne voldsomme ulykke.

I livskampen under toget, oplevede Johnny ”nærdødsoplevelse”. For ham er det en rejse til det han selv beskriver som et paradis.

Det vil han gerne dele med andre og det får han mulighed for, når Onsdagsklubben 20. oktober kl. 14.30 kalder til møde i Sognehuset ved Frederikshavn Kirke.

Johnny Sort Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om, at netop nærdødsoplevelsen har haft stor betydning i forhold til både det at overleve selv ulykken, men også i forhold til at omstille sig til et helt nyt liv med et handicap.

Allerede fem dage efter ulykken var Johnny udskrevet fra hospitalet, og en uge efter ulykken var han i fuld gang med at træne sin venstre arm op.

Johnny er gift, har fire børn og seks børnebørn, og lever på mange måder et yderst rigt og værdifuldt liv.

Her 40 år efter ulykken, forsøgte han at søge tilbage til nærdødsoplevelsen.

Det foregik under hypnose ved psykoterapeut.

Under hypnosen oplevede Johnny igen paradis, han oplevede farver ,der ikke eksisterer her på jorden. Han fornemmede duftene, blomsterne og ikke mindst, så fik han mulighed for at hente den mest værdifulde gave, man kan ønske, en gave han ikke turde tage imod for 40 år siden.

Hør Johnnys livsbekræftende og ærlige foredrag om nærdødsoplevelsen og livet.

Det er et foredrag der kan betegnes som den største hyldest til livet.

Husker vi at leve livet, husker vi at hver eneste dag rent faktisk er en gave?

Annonceret indhold

Nyeste