Traditionen tro udvekslede de to Rotarypræsidenter, Birgitta Öfverholm og Henning Dochweiler, klubbannere.
Livet her

Rotary-venner fra Gøteborg på visit

09. september 2021 kl. 06:45

Efter et års udsættelse, på grund af Corona, har Skagen Rotaryklub haft besøg af den svenske Rotaryklub Kronhuset fra den centrale del af Göteborg.

De 12 svenske gæster fik en omvisning i byen og deltog i det ordinære Rotarymøde på Brøndums Hotel.

Præsident for den svenske Rotaryklub, Birgitta Öfverholm, fortalte om klubbens arbejde og virke i ind- og udland, bl.a. et hospitalsprojekt i Moldova hvor de leverede svensk hospitalsudstyr.

Skagen Rotaryklub har haft et lignende projekt i Moldova, hvor Erik Hatt fra klubben, etablerede tandlægeklinikker med brugt tandlægeudstyr fra Danmark.

Den svenske præsident sluttede aftenen af med at invitere Skagen Rotaryklub på genbesøg til foråret, hvor Göteborg har 400 års fødselsdag.

Dagen efter var der havnerundfart, hvor havnedirektør Willy B. Hansen på levende og engageret vis fortalte om havnens store betydning for Skagen og om de forskellige etaper af udvidelser.

Svenskerne var tydeligt imponeret over hvad de så og hørte, og de tog gerne mod den populære forklaring om at Skagen ikke bare er Danmarks, men også Sveriges største fiskerihavn.

Derefter var der frokost på Pakhuset, guidet rundtur i Østerby og dagen sluttede af med kaffe på Brøndums og museumsbesøg.

Annonceret indhold

Nyeste