Gl. Skolevej 21
Livet her

Seks nominerede til Byfondens priser

16. september 2021 kl. 07:00

Frederikshavn Byfond præmierer traditionen tro god byggeskik og nænsom restaurering af bygninger eller bygningsdetaljer i Frederikshavn Kommune.

I år har der været ni indstillede projekter, som samlet set har spændt bredt fra renoveringsarbejder til nybyggeri.

Efter grundige overvejelser har Byfondens bestyrelse nomineret seks af de indstillede emner.

Det gælder Gammel Skolevej 21:

Et parcelhus opført i 1974 er blevet totalt omdannet, så det i dag ligner et helt nyopført hus.

Huset fremtræder nu i en moderne funkis-inspireret stil med fladt tag, hvor den østlige del af tagfladen er hævet en smule i forhold til det øvrige tag.

Mod Gammel Skolevej er der ved hoveddøren skabt en markant overdækning i stil med selve huset. Også garagen ved østsiden af huset er opført i samme stil som selve huset.

Det gælder Åvænget 8:

Her er der tale om et parcelhus fra 1970’erne, som efter en gennemgribende ombygning fremstår som et helt nyopført hus. Huset har med de hvide facader med enkle vindues- og dørpartier samt det mørke saddeltag uden udhæng fået karakter af moderne funkis.

En ”vognport” med fladt tag er mod øst opført vinkelret på huset.

Det gælder Viadukten 15:

Den ældste bygning, som er fra 1897 er løbende blevet renoveret.

Den nyeste del af det samlede lille ”bygningskompleks” er opført i samme stil som det gamle hus, dvs. med gule facader og rødt tegltag.

Sammen med carporten indrammer de to bygninger en lille klinkebelagt gårdhave.

Som helhed giver Viadukten 15 associationer til bebyggelserne i Fiskerklyngen og i Vesterby/Østerby i Skagen.

Det gælder Nordtronic, Flade Engvej

Denne erhvervsejendom som i 1974 blev opført i ”1970’ernes anonyme erhvervs-stil” har gennemgået en total fornyelse så den i dag fremtræder som en helt nyopført og moderne ejendom.

Det markante og lyst indrammede indgangsparti er det eneste, der bryder de mørke facader med de høje vinduespartier.

Gennem vinduerne skimter man den let tilbagetrukne 1. sal.

Firmanavnet /logoet, er stilfærdigt placeret i øverste venstre hjørne af facaden mod vejen.

Det gælder ”De Røde Huse” i Strandby:

Havnekontoret med flere lejere er den første bygning man møder på denne nyudviklede del af Strandby Havn.

Bygningen indgår som en del af området ”De Røde Huse”, der omfatter fritids- og grejhuse, erhvervshuse samt en toilet/bad-bygning.

En maritimt inspireret legeplads og et udsigtstårn er med til at gøre hele området til et populært sted for både byens borgere og byens gæster.

Det gælder Niels Tvillings Vej 1A og 1B, Strandby:

På denne adresse lå et af Strandbys ældste huse, som var i en så dårlig stand, at det ikke stod til at renovere.

Som erstatning for det nedrevne hus er der nu opført et moderne dobbelthus som i sin fremtoning med gule facader, rødt tegltag og sortmalede ”udskud” er tilpasset miljøet i området.

Det hvidmalede spolestakit mod vejen er med til at skabe fiskerby-stemningen.

Byfondens præmiering foregår som tidligere år på byens fødselsdag, 25. september.

I år er det en lørdag og arrangementet er tilbage i Krudttårnet med start kl. 10.

Det er her vi får vished om, hvordan de nominerede projekter lander.

Byfonden kan nemlig som fornemste pris tildele en plakette. Derudover kan man modtage et diplom eller en rosende omtale.

Har du lyst til at være en del af arrangementet, så er det muligt ved tilmelding til Byfondens sekretariat toma@frederikshavn.dk eller på mobil 2948 6190.

Annonceret indhold

Nyeste