Livet her

Skovens Dag i Bangsbo blev en dag for alle

16. oktober 2021 kl. 11:31

Skovens Dag i Bangsbo blev en dag med mange aktiviteter og oplevelser for alle - også børn og voksne med funktionsnedsættelse.

I tæt samarbejde med Tilgængelighedsudvalget og Handicaprådet holdt Frederikshavn Kommune Skovens Dag fredag den 15. oktober, hvor Helle Madsen, formand for Tilgængelighedsudvalget bød alle velkommen.

- På vegne af Handicap i Frederikshavn Kommune vil jeg gerne sige velkommen til alle der er mødt op, sagde Helle Madsen, og fortsatte:

- Dagen skal vise os, at naturen og hele området omkring Bangsbo, er et sted hvor alle kan og må færdes. Ikke mindst er det vigtigt at vore handicappede borgere gives de samme muligheder for, at nyde naturen og den friske luft på lige fod med alle andre. Det er nogle enestående værdier for vores sundhed, at kunne nyde skovens lyde, dufte og stilhed.

- Ligeledes er hele parken omkring Bangsbo Hovedgård en sand lise for alle sanser, med den botanisk have, sansehaven, Bangsbo åens løb, hvor også Møllehuset bliver en del af oplevelsen herude. I dag får vi et glimt af alle de muligheder der findes herude.

Med en opfordring til gæsterne om, at kaste sig ud i arrangementet, erklærede Helle Madsen Skovens Dag for åbnet.

Og der var mange aktiviteter i Bangsbo Dyrehave for de mange fremmødte, der blev budt på kage og friskpresset æblejuice og smagsoplevelser som hjortekød og pandekager, tilberedt over bål. Junior Rangers var på plads i hytten, hvor de fortalte om dyrene og lavede forskellige aktiviteter, og på en tur med hestevognen kunne man opleve dyrehaven fra en helt anden vinkel. Personale fra Bangsbo Botaniske Have inviterede på guidede ture og så var der mulighed for, at lære at mede fiske i voldgraven med Medeklubben Skallen.

Annonceret indhold

Nyeste