Karsten Larsens helt store passion er duer og helst rigtig hurtige og gerne mange af dem. Foto: Lisa Farum Kristiansen
Livet her

Turbo på luftens små væddeløbere

Karsten Larsen fra Voerså er kåret som Danmarksmester i langflyvning for brevduer

07. september 2021 kl. 07:00
Opdateret 08. september 2021 kl. 12:05

I Voerså bor Karsten Larsen. Og han er helt vild med duer. Så vild, at han har ethundredeogtyve af slagsen, som alle bor i haven i et stort integreret dueslag.

Men ikke nok med det. Karsten Larsen kan i år bryste sig af titlen, som Danmarksmester i langflyvninger med brevduer. En titel, som han faktisk også vandt for to år siden.

Men med hele to mesterskaber i hus, så forstummer al snak om held.

Titlen tog Karsten Larsen i år ved at blive sektionsvinder på fem af i alt seks flyvninger.

- Duerne har i alt seks flyvninger, som gradvist bliver længere og længere efterhånden Danmarksmesterskabet skrider frem, forklarer Karsten Larsen, som har haft duer i over fyrre år.

Dueslaget er en integreret del af haven hos Karsten Larsen. Foto: Lisa Farum Kristiansen

- Der flyves seks flyvninger henover en ti uger lang periode, hvor vi i år startede i Osnabrück i Tyskland med 580 kilometer hjem til Voerså, fortæller Karsten Larsen og forklarer videre:

- Så øges længden på ruten gradvist med 601 kilometer hjem fra Münster, så 640 kilometer fra Gottingen, næst Giesen med 752 kilometer, næstsidst Hof ved den tjekkiske grænse med 780 kilometer og så sidste rute, som var en 783 kilometers rute fra Antwerpen i Belgien til Voerså I Danmark.

Den blå ring har en elektronisk chip, som scannes og registrerer tiden. Mens den gule ring er duens identitetsnummer. Foto: Lisa Farum Kristiansen

- Eksempelvis, så fløj mine duer 1.361 Meter pr. minut, hvilket giver en gennemsnitshastighed på cirka firs kilometer i timen hele vejen fra Antwerpen i Belgien og så til Voerså i Danmark, fortæller en stolt Karsten Larsen.

- Alle duerne får påsat en elektronisk ring med en chip på det ene ben. Denne chip scannes ved afsendelse af duen og igen, når duen lander hjemme i dueslaget.

- Så alle duerne, som var med i mesterskabet blev eksempelvis her ved den sidste flyvning samlet op i Sæby om torsdagen. Den elektronisk ring med chippen blev scannet, tjekket og registreret inden duerne, blev sendt med bil til startstedet i en plomberet transportkurv, forklarer Karsten Larsen.

- Her bliver de så modtaget på den sidste flyvning i Antwerpen, hvor de så blev lukket ud lørdag morgen klokken 9.15 og så igen landede dueslaget her hjemme i Voerså samme aften, hvor den første af mine duer landede ved 18.50 tiden. Så 783 kilometer tilbagelagt på ni og en halv time. Det tid kan vist ikke en gang PostNord hamle op med, griner Karsten Larsen.

Der er trængsel i dueslagets gård. Foto: Lisa Farum Kristiansen

For lægfolk kan det undre, hvordan man kan se forskel på duerne?

Men det kan man via en fod-ring, som er påsat duens andet ben, som har påtrykt duens identitetsnummer.

Alle duer i Sæby starter eksempelvis med DAN, for Danmark og så 128, som er Sæby Brevdueforenings klubnummer, herefter følger så ejerens nummer.

Så finder man en nødlandet due, så kan man via www.brevduen.dk finde frem til duens ejer.

Brevduen er en meget hårdfør fugl, som befinder sig godt og trives under næsten alle forhold.

Den har en forunderlig orienteringsevne og en uforklarlig evne til at finde hjem selv over meget store afstande op til mere end ettusinde kilometer.

Brevduen er et tillidsfuldt dyr, der let bliver tam. Så tam at, den spiser af hånden og gerne sætter sig på en, så mankan snakke med den.

Den er let at få til at yngle og får i avlssæsonen, forår og sommer, flere hold unger og som oftest to ad gangen.

Sæby Brevdueforening har eksisteret siden 1936, har til huse på Chr. Pedersensvej 60 i Sæby.

Foreningen har godt ti medlemmer, som i år har vundet femogtredive sektionsflyvinger i forskellige discipliner.

Det gør klubben til den klart bedst flyvende forening i Nordjylland.

Har du lyst til at komme og se og høre om brevdueflyvning er en hobby, som du kunne tænke dig at vide mere om. Så er man meget velkommen til at kontakte Karsten Larsen, som også er formand for Sæby Brevdueforening på mobilnummer 40 34 16 39.

Og med Karsten Larsens flotte resultat må man endnu engang konstatere, at hvis der er noget vores yderbyer i kommunen kan, så er det, at lave nogle dygtige sportsmænd, som vi alle sammen kan prale af.

I Østervrå har de Joakim Mæhle at være stolte af.

Men i Voerså kan de prale af, at de har Karsten Larsen. Et bevis på, at det hverken kræver store muskler, god form eller hurtighed at blive den bedste til noget. Bare tålmodighed, så man efter fyrre år og mange timers venten på duer i sporten kan bryste sig af den flotte titel: Danmarksmester.

Annonceret indhold

Nyeste