Dagens fødselar, 11 årige Cecilie overrækker "guldsaksen" til borgmester Birgit S. Hansen. Foto: Tommy Thomsen
Livet her

Verdensmålene kom ind under huden

15. september 2021 kl. 17:00

Børn er fremtidens verdensborgere.

Derfor er FNs 17 Verdensmål et meget relevant emne for vores elever, hvis man spørger Sæby Friskoles leder, Helle Krogsgaard.

- På Sæby Friskole Vær&Lær tror vi på, at skoler og undervisningsinstitutioner har en særlig forpligtelse for, at vi kan leve i en bæredygtig verden.

- Vi kan netop med vores uddannelse sikre, at det sker i børnehøjde, så abstraktionsniveauet bliver proportionelt med elevernes alder!

Glade talentfulde vindere med deres billeder: Valdemar, Anders, Agnes og Malte. Foto: Tommy Thomsen

- Vi skal indgyde håb og vise en vej for konkrete handlinger, så eleverne oplever og erfarer løsninger på de store udfordringer, vi står med på vores kære Jord.

- At efterlade elever med viden - uden handling - er ikke vores måde at arbejde med Verdensmål, pointerer skolelederen.

I første omgang har elevernes handlinger bestået i en uges intenst arbejde med at se og høre om alle 17 verdensmål og med deres hænder få dem illustreret på billeder og plakater.

De synlige beviser for ugens læring blev udstillet på naboejendommen ”Havlund”, hvis indehaver Margit Thomsen havde stillet sin ladebygning til rådighed.

Det var da også tidligere ambassadør Margit Thomsen, der fredag 10. september bød velkommen med at fortælle børnene og de inviterede forældre og bedsteforældre om hendes oplevelser fra hendes tid i Sydamerika og Afrika, hvor klimaet bevirkede stadig vanskeligere leveforhold.

Specielt vand er en stor mangelvare og nævnte et eksempel på, at vandet blev båret 16 kilometer i krukker på hovedet.

Gennem hele ugen har eleverne haft en yderst kompetent underviser, idet tidligere direktør og nuværende bestyrelsesmedlem i Chora 2030 fonden, Karen Blincoe har øst af sin viden og erfaring indenfor uddannelse med inddragelse af design og kunst samt ikke mindst fremme af bæredygtighed, som er fondens hovedformål.

Selvfølgelig blev ferniseringen af udstillingen markeret i flot stil, med åbningstale og klipning af snor med guldsaks af borgmester Birgit S. Hansen.

Borgmesteren fortalte, helt i børnehøjde, om Frederikshavn Kommunens arbejde med Verdensmålene og hvordan vi hver især, unge som gamle, kan gøre noget for at passe på Jorden.

Selv om Birgit S. Hansen sagde at alle var vindere i arbejdet med de 17 Verdensmål, så havde skolen udvalgt fire særligt talentfulde kunstnere.

Med hjælp af et dommerpanel bestående af Karen Blincoe og Finn Nygaard fra Mors, der er én af landets bedste plakatdesigner og kunstner i Danmark, blev der efter en vanskelig votering, udvalgt fire billeder, som efter deres vurdering indeholdt de bedste ideer og hvor følelserne stråler ud til beskueren.

Maltes motiv, der illustrerede Verdensmål nr.11, ”Bæredygtige byer og lokalsamfund”, blev kåret som nummer ét.

På andenpladsen kom Valdemars motiv af Verdensmål nr. 14 ”Livet i vandet” og endelig blev det til en delt tredjeplads til Agnes med hendes bud på Verdensmål nr. 5 ”Ligestilling mellem kønnene”

og Anders, med Verdensmål nr. 9 ”Industri, innovation og infrastruktur”.

Skolen stopper selvfølgelig ikke med én uges arbejde med Verdensmålene. Tværtimod har det givet inspiration til at følge op med en tre-årig handleplan, der skal føre til en Verdensmålscertificering, oplyser Helle Krogsgaard.

”Verdensmålscertificeringen 2030 Skoler” skal sikre, at skolerne tager ansvar for at fremme bæredygtig udvikling i et verdensmålsperspektiv, både på skolen og gennem uddannelse af eleverne. Formålet er at give danske børn og unge viden om verdensmålene og erfaring med, hvordan de selv kan bidrage.

Annonceret indhold

Nyeste