Skybrud som det her fra i år skal vi kunne sikre os bedre imod - og det er en fælles opgave.
Livet her

Vi vil have rent drikkevand

Grundvandet skal sikres: Det er dyrt for den enkelte, og det er dyrt for samfundet, hvis vi undlader at gøre noget, siger borgmester Birgit Hansen

07. oktober 2021 kl. 09:45

Hvis der er noget, vi som forbrugere virkeligt hæger om, så er det vores vand.

Det forhold, at vi kan åbne for hanen, fylde vort glas og drikke det vand, der kommer ud, er utrolig afgørende for os.

Og det vil vi ikke have sat over styr i jagten på lave vandpriser.

Det gælder også grundvandet, som er under pres i disse år, hvor nedbørsmængderne måske ikke bliver væsentligt større, men kommer i kortere perioder og med langt større intensitet.

Det tydeliggør en netop offentliggjort undersøgelse foretaget for DANVA.

Her er 1000 repræsentativt udvalgte danskere om blevet spurgt om, hvad de vægter højest, når det kommer til vandselskabernes ydelser.

Hele 96 procent af de adspurgte vil ikke acceptere klor i drikkevandet, selv om det ville medføre lavere vandtakster.

82 procent vil ifølge undersøgelsen betale ekstra for, at vandselskaberne sikrer et rent vandmiljø i deres nærområde.

Og 83 procent angiver, at de godt vil være med til at betale mere for at sikre badevandskvaliteten i Danmark.

DANVA dykker også ned i det højtstående grundvand, som lurer under overfladen flere steder i landet og skaber store problemer.

Den umiddelbare konsekvens er vand i huskældre og fugtskader i bygninger i byerne, vand på veje, øget risiko for overløb og belastning af renseanlæg med relativt rent vand, der ikke er spildevand.

En undersøgelse fra Momentum, analyseenheden i Kommunernes Landsforening, viste i 2019, at op mod en tredjedel af de danske kommuner slås med terrænnært grundvand.

Det billigste og bedste ville være at lade vandselskaberne løse problemet i samarbejde med kommunerne, mener KL og DANVA. Men lovgivningen tillader det ikke.

I den eksisterende lovgivning er håndteringen af højtstående grundvand i realiteten overladt til grundejerne, og der lægges op til, at grundejerne finder sammen i laug om at løse problemet lokalt. Men erfaringer med den løsning er desværre dårlige.

- Modellen er afprøvet gennem årtier, og den virker ikke, konstaterer Niels Vinderslev Bjerregaard, seniorkonsulent i DANVA, på baggrund af vandselskabernes arbejde med vandhåndtering i byområder.

I Parcelhusejernes Landsforening er man enige i, at den nuværende lovgivning skal give mulighed for at vandselskaberne sammen med kommunerne kan løse problemet.

- Grundejerne kan ikke løse opgaven alene, siger Allan Malskær, formand for Parcelhusejernes Landsforening.

For borgmesteren Birgit Hansen, er problemstillingen velkendt.

- Det er dyrt for den enkelte, og det er dyrt for samfundet, hvis vi undlader at gøre noget, siger Birgit Hansen, som også er formand for miljø- og forsyningsudvalget i KL.

I Frederikshavn Kommune findes problemet blandt andet i Skagen, og det skyldes klimaændringer, der har medvirket til 15 procent mere nedbør de seneste 30 år, sammenlignet med samme periode inden da.

Hertil kommer, at ifølge en analyse skyldes stigende grundvand også lukkede drikkevandsboringer (af miljøhensyn), tætnede kloakledninger og ringere vandgennemstrømning i vandløb og grøfter. Mange af de samme faktorer går igen i varierende udgaver andre steder i landet.

Så kampen netop nu er at sikre, at samfundet også får retten til at reagere, når det er samfundets værdier, der står på spil - eksempelvis i forholdtil grundvandssænkninger, etablering af aflastningsøer og lignende.

Og i forhold til vandkvaliteten er det afgørende, at det bliver kommunernes forsyningsselskaber, der oftest står for at sikre det meste af vandet, bliver herre i egen kommune og ikke tilsidesættes af regionale myndigheder, som Frederikshavn Kommune har oplevet et utal af gange gennem de seneste 25 år.

Vi kan blot nævne udfordringerne med at stoppe slamudkørsler på jorder i vandindvindingsområder og råstofudgravninger i form af grusgrave, der har blotlagt vejen ned til grundvandet og dermed gjort det sårbart for æterbårne pesticider - forhold som Frederikshavn Kommune har kæmpet med mod regionen og tidligere amtet gennem årtier.

Omvendt har fremsynede politikkere her sikret opkøb at jorder i Tolne Skov, som holdes pesticidsfrie og dermed kan sikre vandforsyningen i en høj kvalitet også i fremtiden.

Her har man kunnet handle uden regionale benspænd - og målet er nu at sikre, at det altid er vand-forsyningssikkerheden, der står øverst på dagsordenen frem for grus.

Annonceret indhold

Nyeste