Indehaver af Frederikshavn Bryghus Lars Trie præsenterede sammen med brygmester Tom Shafferhans tre nye øl, lagret på egetræsfade fra Stauning Whisky. Foto: Peter Jørgensen
Mad & Drikke

Så er der serveret: Frederikshavnerøl lagret på gamle egetræsfade

29. september 2021 kl. 07:00

Indehaver af Frederikshavn Bryghus Lars Trie har sammen med brygmester Tom Shafferhans netop præsenteret tre nye øl, lagret på egetræsfade fra Stauning Whisky.

- Det er et samspil mellem øllet, egetræsfadene og tiden inden øllet tappes på flasker, der giver en helt særlig smag. Øllet lagres først i bryghusets ståltanke, og for at opnå den helt rigtige ”fadsmag” tappes det over i Stauning Wisky egetræsfade som Frederikshavn Bryghus er i besiddelse af.

- Her lagres øllet i mindst 6 måneder, inden det tappes på 37,5cl flasker, fortæller Tom Shafferhans der i 2019 startede som brygmester på Frederikshavn Bryghus.

Tom har en bryggeruddannelse med sig fra Berlin, hvor der kun brygges med vand, malt, humle og gær.

Tom´s første øl hos Frederikshavn Bryghus blev den populære ”En Ommer”, som blev brygget på hans første arbejdsdag, siden er der kommet flere til blandt andet de kendte Fladstrand Pilsner og Fladstrand Classic, og har tidligere brygget Dark Quarterer på 12,3% der i 2019 fik prisen som Årets øl på Øllets Dag i Fredericia, og Keine Hexerei på 19,4 % vol. som sammen med CEO Reserve 2021, nu også bliver lagret på egetræsfade.

CEO Reserve 2021 lagres på egetræsfade med røgsmag, hvilket giver direktørøllen sin røgsmag.

Røgen bliver på tungen og giver i kombination med resten, smagen en ny dimension i rigtig lang tid. I duften findes noter af lys chokolade, vanilje, egefad, marcipan, nysmurt læder og sød frugt. Smagen er sød, meget cremet, med noter af amaretto, rom, kaffe og chokolade.

Dark Quarterer ligger i ståltankene i 3 måneder, inden den fyldes på Stauning Whisky tønder, hvor den får lov til at modnes i op til 6 måneder. Dark Quarterer er bryghusets mørkeste øl, der på grund af den belgiske gær er skummet flot, stabilt og udvikler sig i slowmotion under skænkning. I duften findes noter af chokolade, egetræ, vanilje, rom, marcipan og søde frugter. Smagen er fyldig, meget cremet og bitter/ ristet nok til at gøre øllet let drikkelig. En fin aroma af hav viser tydelig den maritime oprindelse, både fra Skotland og Nordjylland.

Frederikshavn Bryghus har med Keine Hexerei på 19,4 % vol. brygget Danmarks (måske) stærkeste øl, der nu også er kommet på egetræsfade.

På trods den næsten sorte øl, er det den lyseste øl af de tre fadlagrede øl.

Skummet hviler og efterlader ”Kirchenfenster”, på dansk kendt som ”gardiner”, et smukt tegn til hvad der følger.

Duftens aromanoter er af lys chokolade, karamel og frugter som slåen og kirsebær. Mundfylden er cremet og passer godt sammen med de fine bobler på tungen. Eftersmagen karakteriseres ved nødder, karamel, pomerans og klassisk tysk humle.

Dark Quaterer og Keine Hexerei tappes stadig som almindelig lagret øl i 0.5 l. flasker.

Annonceret indhold

Nyeste