Julie: ”Det er hyggeligt og mega hårdt at komme i form efter isolation”. Her på sommerferie med familien langt væk fra andre mennesker i en svensk skov. Privatfotos
Mennesker

Crossfit For Cancer - og for frederikshavnske Julie

23. oktober 2021 kl. 05:22

Skrevet af Rikke Sørensen

Når CrossFit Frederikshavn 29. oktober skyder gang i deres 24-timers indsamlingsevent, Crossfit For Cancer, er det ikke kun for at samle ind til Knæk Cancer.

De første indsamlede kroner skal nemlig gå til at forsøde livet for den unge frederikshavnerpige Julie Timm, der netop samme dag starter i sit andet kræftbehandlingsforløb på bare tre år for kræftsygdommen myelodysplastisk syndrom, også kaldet MDS.

Julie startede i 10. klasse efter sommerferien, men nåede kun at være 10 dage i skolen, før sygdommen gjorde det umuligt for hende at vende tilbage. Og det langstrakte behandlingsforløb, Julie nu skal igennem, sætter en stopper for dette skoleår.

- Den 29. oktober starter Julie en 12-dages kemobehandling af den kradse slags, inden hun den 10. november skal i stamcelleterapi med mine stamceller, fortæller Julies mor, Mette Timm.

- Det bliver et langt og hårdt forløb, og vi er indstillet på at tage en dag ad gangen. Sidste gang var Julie hurtigt hjemme fra hospitalet - denne gang er hendes ønske bare at komme hjem til jul. Og det mener lægerne heldigvis godt, at vi kan glæde os til. Men inden da er det kemo, stamceller og fuld isolation.

Stor taknemlighed

Da CrossFit Frederikshavn i 2019 lavede det første Crossfit For Cancer-event, lykkedes det medlemmerne i boxen på Knivholtvej bag ILVA at samle lige knap 80.000 kroner ind til det gode formål.

Julie Timm lader sig ikke sådan kue. Med en blodprocent på 5 er der ikke meget energi, men eventyrlysten holdes ved lige.

Dengang gik de første 20.000 kroner til lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse i Frederikshavn, mens resten blev doneret til Knæk Cancer.

I år har familien Timm med stor taknemlighed takket ja tak til at modtage de første 15.000 kroner, der bliver samlet ind.

Faktisk ville CrossFit Frederikshavn have doneret halvdelen af det indsamlede beløb til Julie, men det kunne familien ikke tage imod.

- Da Louisa og Brian skrev og spurgte, om vi kunne have lyst til, at indsamlingen i år delvis skulle gå til os, blev jeg meget rørt. Jeg kunne faktisk ikke læse beskeden helt til ende … Både min mand og jeg har været på CrossFit Frederikshavns Kick Starter-hold, og blev begge helt bidt af det. Både af træningen, men også af at være en del af det fællesskab, der er i CrossFit Frederikshavn. Og nu med ønsket om at samle ind til Julie og os blev det bare endnu mere tydeligt, at boxen er et sted, hvor man vil hinanden og betyder noget for hinanden.

Højskoleophold

Med den flotte håndsrækning på 15.000 kroner vil Julie få mulighed for at prøve forskelligt af, når hun er færdig med behandlingen.

Familiebesøg inden total isolation i 2019 -?alle med den rette påklædning: Farfar, farmor, lillebror Emil, mor og far.

Hun har allerede planer om at bruge nogle af pengene til højskoleophold - både for at indhente noget af det sociale, men også det faglige, som hun kommer til at gå glip af, mens hun er i behandling.

Og så kræver det noget lækkert hyggetøj at være isoleret i en sygehusseng i to måneder, så det skal der også bruges lidt penge på.

Mens Julie modtager kemoterapi på Rigshospitalet, vil medlemmerne i CrossFit Frederikshavn og alle, der har lyst til at deltage, holde pulsen høj med ikke færre end 12 workouts i løbet af de 24 timer, eventet varer.

Nok af muligheder

For at støtte op om den evige udfordring, det er at have kræft, vil de også holde en romaskine i gang i alle 24 timer. Som et knopskud på eventet er der også et 24-timers gå-event, så der er nok af muligheder for at være med til at samle penge ind til det gode formål.

Rigtigt mange butikker, restauranter, firmaer og privatpersoner har allerede tilkendegivet deres støtte ved at donere mad og drikke, t-shirts, gaver og gavekort til eventet.

Også i 2019 fik Julie også en stamcelletransplantation - dengang med celler fra en tysk donor. Den 10. november modtager Julie stamceller fra sin mor efter en 12-dages kraftig kemokur.

Alt sammen noget, der er doneret gratis, og som sælges til deltagerne. Alle indtægter kan derved gå direkte til indsamlingen.

- Det koster kun 100 kr at være med til eventet - 50 kr for børn - og så kan man deltage i alle de workouts, man har lyst til, eller være med på gåturen. En time på romaskinen koster 500 kr for firmaer eller 20 kr/person for privatpersoner, der går sammen om en time på maskinen, lyder det.

Borgmester deltager også

Borgmester Birgit S. Hansen skyder Crossfit For Cancer i gang klokken 18 fredag 29. oktober og deltager selv i den første workout, der er lavet specielt med Julies yndlingsøvelser.

Her starter den 24-timer gåtur også, og første hold på romaskinen ’sætter til søs’.

- Alle er velkomne til at kikke forbi, og har man lyst til også at deltage eller støtte op om eventet, kan man tilmelde sig på crossfitfrederikshavn.dk eller på selve dagen. Donationer til eventet kan også indbetales via crossfitfrederikshavn.dk eller til en konto til samme formål på Mobile Pay 685558.

En stolt og tilfreds styregruppe til Crossfit For Cancer-eventet i 2019. Håbet er, at kunne match det flotte resultat i 2021.
Annonceret indhold

Nyeste