Ældre Sagens krolfafdeling inviterer alle til at være med i den nye indendørssæson. Foto: Tommy Thomsen
Mennesker

Krolf er rykket indendørs

01. september 2021 kl. 04:32

Efter en god udesæson i Clasens Have, er Ældre Sagens krolf afdeling klar til at starte op indendørs i Sæby Spektrums hal B.

Der startes op tirsdag 7. september klokken 10 og herefter spilles hver tirsdag i to timer med indlagt kaffepause.

Den indendørs krolf startede op sidste år, men nåede kun et par måneder på gulvet inden coronaen satte en stopper for sæsonen.

Tovholder Kurt Sørensen ser frem til for første gang at spille en hel vintersæson uden nedlukninger.

-Vi håber, at der vil dukke nye interesserede op som har lyst til at prøve dette dejlige spil, som kan dyrkes af alle uden forudgående kendskab.

Alt udstyr er til rådighed. Man behøver blot at medbringe indendørs sko. Det koster 10 kroner per gang at deltage.

Til indendørs krolf er de 24 huller i græsplænen udskiftet med runde gummipuder med en diameter på 50 centimeter, der lægges oven på halgulvet. Omkring hullet er der et lille plateau, derefter ramper hele vejen rundt ned til gulvet.

Som navnet antyder er krolf en krydsning eller en gensplejsning af kroket og golf.

Udstyret er fra kroket - princippet med, at kuglen skal i et hul på færrest mulige slag er fra golf. Man tager altså kroketudstyret, smider buerne væk og erstatter dem med nogle golfhuller.

Annonceret indhold

Nyeste