Det er her ved Per Drud Nielsens flygel på Skovalleen, at ledsagestemmerne får deres melodiske liv. Foto: Bente Poder
Mennesker

Prisvinder: Per Drud Nielsen hædret

06. oktober 2021 kl. 12:32

Efter 23 års pause besluttede foreningen Danske Korledere at genoptage traditionen med at uddele en kor-komponistpris her i 2021.

Den landede sikkert i Frederikshavn hos Per Drud Nielsen, der om nogen har virket for og med kormusikken - både som dirigent, arrangør og den seneste snes år også som komponist.

Hæderen tilfaldt Per Drud Nielsen på årets korlederseminar, hvor han selv deltog som oplægsholder.

Det skete med foredraget: Det er vigtigt at gi’ melodisk liv til ledsagestemmerne.

Og netop det er blevet bemærket af Danske Korledere. Således tydeliggjorde formand Niels Græsholm i sin motivering, at Per Drud Nielsen tager kormusikken alvorligt, og det betyder, at de enkelte stemmer er melodiøse og sangbare i sig selv. Det udviser en stor kærlighed til kormediet, lød det fra Niels Græsholm.

Han understregede at Korlederforeningen har taget dette fornyede fokus på korkomponisternes virke ved at påskønne en person, der tager korkomposition alvorligt og viser nye veje.

- Ingen er mere værdig til at modtage denne genopstandne korpris end netop dig, der har ført kormusikken ind i det 21. århundrede i direkte forlængelse af Laub og Carl Nielsen, sagde Niels Græsholm og fortsatte:

- Din iderigdom, harmoniske overblik og sikre sans for kormediet suppleret med dit skarpe blik for teksterne giver et personligt bud på moderne korsang i det 21. århundrede.

- Du er ganske enkelt en musikalsk kunsthåndværker, hvor kunsten kommer først, men bæres sikkert oppe af et solidt håndværk.

- Dit musikalske projekt er tilgængeligt, velklingende og altid til stor glæde for både korister og publikum. Og så kan værkerne synges af alle kor. Det er på samme tid et ydmygt, men også et meget ambitiøst udgangspunkt, lød det fra formanden i motiveringen.

Og med prisen placeres Per Drud Nielsen i en række af dygtige danske komponister, der alle har bidraget til udvikling af kormusikken. Det gælder Niels la Cour, Svend S. Schultz, Bent Lorentzen, Vagn Holmboe, Per Nørgård, John Høybye, Bo Holten og Michael Bojesen.

I forbindelse med overækkelsen af prisen på 10.000 kroner sang Det Fynske Kammerkor et a cappella program udelukkende med Per Drud Nielsens musik.

Og derefter blev festdagen markeret med bobler leveret af Edition Wilhelm Hansen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu