Mad & Drikke

Ikonisk Skagen-hotel lukker foreløbig

Hotellet trænger til en renovering, og derfor lukker hotellet i fire en halv måned fra den 1. november

07. oktober 2021 kl. 08:50
Opdateret kl. 13:33

SKAGEN: Det berømte Brøndums Hotel i Skagen lukker i fire en halv måned. Dermed møder man en lukket dør, hvis man vil spise eller overnatte på hotellet fra mandag den 1. november 2021 til og med onsdag den 16. marts 2022.

Det skriver ejer Bendt Fredberg Jensen på Facebook, hvor han også forklarer, at det skyldes, at hotellets køkken samt andre ting trænger til en renovering.

Den nuværende ejer Bendt Fredberg Jensen, der i dag er 91 år, overtog hotellet i 1977.

Da den statsautoriserede revisor, der i forvejen ejede Molskro, købte hotellet var det noget slidt og gav et årligt underskud på 300.000 kroner - hvilket var det samme som Bendt Fredberg Jensens årsindtægt.

Bendt Fredberg Jensen har også flere gange understreget, at han ikke købte hotellet i Skagen med hjernen men med hjertet.

- Jeg har en veneration for gamle ting, bygninger og historie. Historien skal fastholdes i en verden, hvor alt forandres. Jeg er den gammeldags type, der vil bevare, for vi har alle brug for historien, har han tidligere forklaret.

Nordjyske har talt med direktør på Brøndums Hotel, Thomas Luca Andreasen, for at få uddybet årsagen til nedlukningen. Han vil dog ikke udtale sig, og henviser til bestyrelsesformand Flemming Jakobsen, som ikke er vendt tilbage.

Hotel for overklassen

Brøndums Hotel, der ligger lige overfor Skagens Museum, og dermed midt i byen blev grundlagt i 1859, hvor den daværende købmandsgården udvidede med gæstgiveri.

Allerede som gæstgiveri havde Brøndums gård prominente gæster. Det fortælles af H. C. Andersen boede på stedet i 1859.

I 1870’erne startede kunstnerkolonien i Skagen og i samme periode fik Degn Brøndum tilladelse til at drive hotel.

Hotellet blev et tilholdssted for kunstnere som Marie og P. S. Krøyer, Holger Drachmann, Laurits Tuxen, Carl Locher og Michael Ancher.

I tv-serien Matador omtales hotellet også som en sted, hvor overklassen foretrak at holde sommerferie i besættelsesårene, da ferierejser til udlandet var umulige.

Annonceret indhold

Nyeste